Forleden dukkede der et billede op i mit feed på Instagram. Det var dette fra Sommerfuglen. Og ud over, at jeg fik utrolig lyst til at brodere netop den pude, så mindede det mig også om, at jeg faktisk har sådan et broderi til at ligge. Jeg kunne svagt huske noget om, at jeg ikke nåede særligt langt med det, men da jeg fandt det frem, blev jeg alligevel noget forbløffet over, hvor lidt jeg havde syet.

Det kan vel næppe kaldes for en WIP (Work In Progress, hvilket vil sige noget, som man arbejder på. Men som ind i mellem får lov til hvile, fordi der er andet, som råber højere for at få ens opmærksomhed)?
Jeg ved godt, hvorfor det ikke er blevet til mere. Jeg købte det, da en fantastisk broderiforretning i Holstebro holdt ophørsudsalg. For snart 25 år siden, vil jeg gætte på. Der var ikke så meget tilbage, da jeg endelig kom derud og alle dem, som jeg havde været mest betaget af, var udsolgte. Så dette var det 2. eller 3. bedste.
Og så vil jeg meget hellere sy tællesyning. Der er nemlig ikke så meget diskussion om, hvad man skal gøre. Men det her med påtrykt mønster, synes jeg er frygteligt. For stingene kan ligge både her og der, fordi den farve man kigger efter, ikke nødvendigvis ligger hen over to tråde i stramajet. Med andre ord, man skal tage en masse beslutninger om, hvordan man vil sy!

Men nu, hvor jeg havde fundet det frem, så skulle jeg da også lige sy lidt på det. Og kun lidt blev det til. Jeg er gået i stå, igen, med den tynde "streg" langs kanten af det, som er syet. For det første ser det ud som om jeg har valgt den forkerte farve til at sy det med og for det andet har jeg utrolig svært ved at se, hvilken farve det er jeg har brugt (for jeg har tænkt mig at sy videre med den, selv om den ser ud til at være forkert).
Det er nemlig et andet problem. Jeg synes, at det er så besværligt at finde ud af, hvilken farve man skal bruge (der er f.eks. 5 forskellige lilla).

Jeg har forsøgt at gøre det lidt nemmere ved at skrive nummeret på garnet ud for farvekoderne, men det har nu ikke hjulpet så meget. Nu har jeg tænkt, at jeg flytter garnet over i den modsatte side, for så distraherer det da i hvert fald ikke, når man skal finde ud af, hvilken farve, det er, man sy videre med.
Hvis der for øvrigt er nogle, som undrer sig over de knuder, som ses hist og pist, så skyldes de den metode, som man skal bruge, når man begynder (og slutter) med at sy. Man slår en knude, stikker ned fra forsiden, til højre for der, hvor man vil begynde og så syr man hen over den ende, som kommer til at ligge under rækken man skal sy, fordi man jo syr fra venstre mod højre. Den metode er jeg gået bort fra...

Skulle jeg nogensinde nå så langt, at jeg skal sy kanten udenom motivet, så tror jeg nok, at jeg vil sy det med en enkelt farve, f.eks. en lys grøn. For den, som skal sys i følge mønstret, synes jeg er fantastisk grim og 80'er-agtig med blandingen af lysegul, lys gråblå og laksefarvet. En farve, som kun burde være forbeholdt laks!
Man kan for øvrigt stadig købe broderiet.