Jeg havde tænkt, at jeg, her i januar, ville lave nogle indlæg, som jeg ikke nåede at lave i løbet af 2018. Nu er der jo ikke så lang tid tilbage af januar(!!), så det må være på tide at komme i gang.
Her er det første. Resten kommer hen over foråret.*
I begyndelsen af november, da vi var i sommerhus i Arrild, var jeg i Tønder og se Haandarbejdets Fremmes 90 års jubilæumsudstilling i Drøhses hus.
Det første man så var et bjerg af puder. Her var mange af modellerne, som Haandarbejdets Fremme er kendt for, bl.a. puden med ribs, tegnet af Gerda Bengtsson. Den kan jeg aldrig blive træt af.
Ellers var udstillingen meget interessant. Man fik et fint indblik i, hvordan man laver et broderimønster. I fagsproget kaldes det patronering. Dette er et mønster, som såvidt jeg kunne finde ud af, aldrig har været sat i produktion. De mønstre, som har kunnet købes, var forsynede med løbenumre. Det havde dette ikke. Designeren er Edith Hansen.
Mønstret kaldes Brændende kærlighed. Jeg synes, det er utrolig fint.
Puden med kaninen, som var Gerda Bengtssons allerførste model til Haandarbejdets Fremme, har til gengæld været i handlen siden sidst i tyverne.
Udstillingen var, selvfølgelig, meget præget af Gerda Bengtssons broderier. Hun er ubestridt den, som har betydet mest for selskabet, ansat, som hun var fra 1940 til sin død i 1995. Og så uhyre produktiv. Men også andre af de kendte mønstertegnere var repræsenteret. Ida Winckler kommer man jo heller ikke udenom.Hun var ansat i selskabet helt fra 1930 og, også hun, til sin død i 1995.
Hun specialiserede sig især i huse/arkitektur og har omsat både Operahuset i Sydney og det mere beskedne Fanøhus til korssting. Hun har desuden, i samarbejde med Gerda Bengtsson udviklet det system, som man stadig anvender, hvor farver er omsat til symboler, så man nemt kan se, hvilken farve man skal bruge i sit broderi.
Jeg var næsten lige så betaget af patroneringerne, som af de færdigt opsyede broderier. Nogle af dem (de allerfleste) ville gøre sig virkelig smukt i en ramme på væggen.
Kartoffelpuden, tegnet af Christiane Hæk i 1953.
Og puden med alpevioler af Christiane Hæk, fra 1964. Den var min absolutte yndlings. Den kan også stadig købes, formedelst 900 kr., men jeg vil afholde mig fra at sætte penge i det. Mit syn og min tålmodighed gør, at jeg ikke rigtig "tør" give mig i kast med det.
Mogens Koch, som er mest kendt som møbelarkitekt, har også lavet flere broderier. Rødspætten er fra 1926, og kan også stadig købes.
Alt i alt var det en spændende og smuk udstilling, hvor jeg også genså enkelte ting, som jeg selv har broderet for snart mange år siden.
Desværre var det svært at tage rigtigt gode billeder. Belysningen var dæmpet, nogle steder næsten ikke-eksisterende. Jeg tog mange flere billeder, også af nogle af modellerne, som er tegnet af yngre kunstnere, som f.eks. Kim Naver, men billederne blev bare for ringe.
Et af de nyeste mønstre, Dronningens julekalender, som hun har broderet til alle sine otte børnebørn, var også udstillet.
Og det er meget passende at slutte med den. Efter en lille tur rundt i resten af huset og i den lille butik, stod jeg igen ude på de julepyntede gader i Tønder, hvor solen skinnede smukt hen over hustagene.
Det var i det hele taget en rigtig hyggelig dag, hvor jeg gik rundt i mit eget tempo og også besøgte Kong Christian X, butikken, som ligger, næsten for godt gemt, i bunden af gågaden. Hvordan der så ud, kan man se her.
Jeg var med Emil og Louise, som satte mig af i Tønder, inde de kørte en tur til Flensborg. Imens passede min mand deres hund Vicky, hjemme i sommerhuset. Så sådan havde vi alle en dejlig dag.
* Så kan jeg forhåbentlig overholde den deadline.