I mandags fik jeg syet min lille test-Meadowland sammen. Det voldte mig stort besvær at få blokkene placeret, for jeg ville have de to med Blueberry Park stofferne (de to øverste) skilt fra hinanden. Det kan altså bare ikke lade sig gøre, når de samtidig skal placeres, så der ligger en lys over en mørk.
Så det blev som det blev. Men det var først i går, da jeg tog billedet her, at jeg opdagede, hvor forkert den nederste højre blok er. Der skal være meget mere kontrast mellem de lyse og mørke stoffer, for at få effekten af positiv/negativ eller lys/mørk blok, som man skal have frem i quilten. Og den er også stadig temmelig prikket, men det er bedre på denne måde end det var før.
Alt i alt er jeg nu meget godt tilfreds med resultatet, som jo også bare er en test, og i grunden en test, som jeg har haft stor glæde af. Og jeg har også tænkt mig at lave toppen til en lille quilt.
Jeg har bestemt mig for at deltage i den Quilt-along, som går i gang d. 25. februar. Jeg er tyvstartet lidt, for jeg måtte lige se, hvordan nogle af stofferne til den "rigtige" quilt, tager sig ud sammen. Nogle af stofferne kan ses på billedet herover. Siden har jeg fundet et fra lageret og fået købt et baggrundsstof.
De fleste er fra Moda-serien Grunge (med og uden prikker) og som man kan se, har jeg kun et stof med print, som er mørkeblå i bunden, selvom det insisterer på at være nærmest sort på billeder.
Jeg er noget spændt på, hvordan det bliver Jeg skal kun sy 9 blokke i alt. Da jeg syede den lille top sammen gik det nemlig op for mig, dels hvor stor en 6 x 8 blokke stor quilt ville blive (som jeg egentlig havde tænkt, at det skulle være) og dels, at jeg kun har stof til at lave en 3 x 3 størrelse. Der skal yderligere 3 FQ's til for at lave den næste størrelse.
Jeg synes, at det ser fint ud, indtil videre. :-)