Dette er begyndelsen til en Modern Rice Bag eller komebukuro, et mønster, som jeg, ikke overraskende, har opdaget på Instagram. Det er Karen Stevens, som har designet.
På lørdag skal vi, i Vesterhavsgruppen, lære at sy sashiko. Jeg havde egentlig ikke tænkt, at jeg skulle "pynte" mere på stykket, men nu har jeg bestemt, at jeg da skal have lidt sashiko på det. Så det er jeg vældig spændt på.
Jeg har i flere år været fascineret og inspireret af boro, som også er et japansk fænomen, men selv om de to teknikker har været brugt til samme formål, nemlig at reparere tøj, så er der stor forskel på dem.
Sashiko er meget stringent og bundet op på nogle regler, stingene skal gøres så ens som muligt og være så lige som muligt. Det er måske grunden til, at jeg har været mere tiltrukket af boro, hvor man bare syr som det passer en, for formålet er, at få lapper til at sidde fast på det tøj, som man godt kunne bruge et stykke tid endnu.
Men jeg kan godt fornemme, at jeg kan blive bidt af sashiko, for det er nemlig blevet trendy at reparere sit tøj - hvilket det jo ikke har været tidligere, man smed det bare ud og købte noget nyt. Nu er det til gengæld ved at være temmelig yt at gøre det, så i stedet er det blevet langt smartere at reparere det tøj man har, og, ikke mindst, gøre det på en synlig måde. Og her er både boro og sashiko jo begge fortrinlige til det formål. Der findes masser af billeder af smukke reparationer, både via Google, Instagram og Pinterest.
