Jeg er ikke færdig med projekt bogomflytning endnu - som man kan se, hvis man kigger på hylden øverst i billedet. Men jeg er nået til M og N i alfabetet, så enden er da ved at være nær. Det er dejligt, for jeg er ved at køre træt i det. Sikkert fordi der nu er flere bøger med samme bogstav, så det tager længere tid at få dem fundet, sorteret og sat på plads. Det føltes som om det gik meget hurtigere i det hele taget, da jeg skulle flytte med f.eks. F eller G, for ikke at tale om E og I.
I går blev det til meget lidt. Solen var fremme hele dagen og da vores stuer vender mod syd, så bliver det frygteligt varmt. I går blæste det også, så vinduet kunne ikke være åbent. Men i dag er det overskyet, så når jeg er færdig med at lave dette indlæg skal jeg have gjort noget ved sagen igen.
Men jeg fik arrangeret bøgerne på den hylde, som jeg havde bestemt skulle være med håndarbejdsbøger. Jeg har mange flere, oppe på mit syværelse, men de her er nogle, som jeg af og til kigger i. Jeg har også nogle bøger om vævning, men de står fordelt på de andre hylder, for vævning gør jeg ikke i længere. Desværre.
Æsken har før stået ovenpå en række bøger, men det ser da meget pænere ud på denne måde. Der er garn i den, så den passer jo fint her.
I går kom mit nye redskab i kampen mod støvet. I sidste uge bestilte jeg en støvekost fra BørstenBinderRiget. Jeg var blevet så træt af af bruge en støveklud, som virkelig levede op til sit navn. Med kosten kan jeg støve flere bøger af på én gang, det var ikke helt så nemt - eller effektivt - med kluden.