dukkede op, da jeg ryddede op i min kurvekuffert forleden. Denne har min fars kusine Marianne lavet. Hun boede på Ærø og havde, i en periode, sin egen lille butik, hvor hun solgte de ting hun syede. Butikken hed Eenspænderen og skiltet sidder stadig på huset i Søndergade.
Ellers var hun, både før og efter tiden med Eenspænderen, med i kollektivet Kæphesten, som eksisterer endnu. Nålepuden har jeg, som man kan se, købt i Kæphesten. Og trods støvet kan man godt se, at forsiden er meget falmet, i forhold til bagsiden. :-)
Men den skal nu gemmes, for jeg er utrolig glad for, at jeg en dag, i 1982, efter lidt tilløb, gik ind i den butik, som hun dengang havde, men hvis navn jeg ikke kan huske, og sagde, at jeg troede, vi var i familie. Hvortil hun svarede, at det troede hun ikke. :-D Men da jeg forklarede hvem min far var, så måtte hun jo indrømme, at det var rigtigt nok.
Siden skrev vi sammen, jeg fik breve skrevet på maskine, på tyndt lyserødt papir. Før hun døde, alt for tidligt i 2002 nåede hun og hendes anden mand, som hun mødte sent i livet, at få en computer, men de var ikke på nettet, så det blev aldrig til emails, men brevene blev dog skrevet på computeren. Og hvor er jeg i grunden glad for det, for brevene har jeg stadig. Det ville jeg ikke have haft, hvis vi var gået over til emails.
Den anden nålepude er knap så gammel og helt uden nogen særlig historie. Jeg har selv syet den, over hånden i pap, som man jo tydeligt kan se. Det mest bemærkelsesværdige ved den, er at den er Amish inspireret i brugen af farver og ensfarvet stof.
Den er ikke så stor som den anden med fredsduen. Men den skal også gemmes.
