Jeg har i mange år været ejer af en enkelt Snebold fyrfadsstage fra Kosta Boda. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg fik den, men jeg tror, det har været i begyndelsen af 80'erne.
Pludselig begyndte jeg se billeder af samlinger af dem omkring jul. Desværre har jeg ikke kunne finde et, med en seriøs samling, men det ser rigtig flot ud, når de står i trængsel, evt. i forskellige størrelser (der findes 3). Jeg har set flere til salg på Den blå avis, men da de er temmelig tunge, så vil forsendelsen let løbe helt løbsk.
I lørdags var vi en tur i Genbrugshallerne i Odense. Før vi tog af sted, bestemte jeg, at jeg ville kigge efter Sneboldstager. Og vi var dårligt nok kommet indenfor, før vi fandt en montre med tre stk. Jeg købte kun to, men for en gangs skyld er jeg nået at komme med på en trend, som ikke har været trendy så længe, at priserne har nået astronomiske højder. Jeg kom bl.a. lidt for sent i gang med Lyngbyvaserne. :-)
Jeg gav 30 kr. stykket for sneboldene. Senere fandt vi dem et andet sted, hvor de kostede 50, så da var jeg for en gangs skyld heldig.