Det var egentlig meningen, at jeg ville skrive om noget helt andet i dag. Men jeg slås helt utroligt med min telefon og computeren, som ikke kan finde ud af at lægge billeder ind, hverken her eller der. Jeg må sende dem i en mail til mig selv, hvilket er så møjsommeligt og tidskrævende, at jeg bare ikke gider.
Så indtil videre har computer + telefon vundet. Men jeg har heldigvis et hemmeligt våben i baghånden, i form af en svigersøn, som kan alt om, hvordan en computer virker, så jeg satser på, at han kan få skidtet til at samarbejde - igen. For det var også galt sidste år ved denne tid...
Men brok til side. Billedet viser indholdet af en æske. Som jeg synes er utroligt inspirerende. Jeg tænker måske ikke, at jeg skal sy noget af lige præcis de stoffer (det bliver i så fald begrænset, hvor stort det kan blive!) men noget, som bare minder om farver og mønstre. Jeg synes, at det er så fint! Måske særligt det stribede, som er ægkanter fra stoffet, som jeg syede det nye forhæng til badeværelset af, forrige år.