I går dukkede der et billede af en færdig quilt op i mit feed på Instagram. Quilten hedder Plaid-ish og det viste sig at være et gratis mønster designet af Erica Taylor Jackman, som på Nettet går under navnet Kitchentablequilting. Det kalder hun sig selvfølgelig også på Instagram, hvor man kan se mange flere af hendes fine frembringelser.
Mønstret er som sagt gratis, men skal "købes" via et link, som kan findes nederst i blogindlægget her. Der er også flere tips til, hvad man skal tænke over, hvis man vil sy quilten, bl.a. noget om at sortere i lyse og mørke stoffer. Det er jo vigtigt for dette mønster.
Quilten på billedet, som ledsager dette indlæg, fandt jeg ved at følge hashtagget plaidishquilt. Det er syet af en kvinde, som på Instagram går under navnet serendipitydorsten. Jeg synes, at det er den fineste version jeg har set indtil nu.