Jeg har en svaghed for lamper, især bordlamper.
Jeg ved næsten præcis, hvornår den svaghed opstod. En aften, for ca. 45 år siden, kørte jeg en tur i skumringen, på cykel, i Aulum. På et tidspunkt kom jeg ned ad Jyllandsgade, som er en sidevej til Jernbanegade og som munder ud lige over for stationen. Dengang var der en lejlighed for stationsforstanderen på stationen. Og inde i en af stuerne var der flere bordlamper rundt omkring, som var tændte. Det så vildt hyggeligt ud (trods undergardiner, som jeg afskyede). Sådan vil jeg også have det, tænkte jeg.
Og sådan har jeg fået det. Vi har 9 bordlamper i vores to stuer, plus to væg- og en standerlampe. Og så har vi mindst fire, som ikke er i brug for tiden.
Men det betyder ikke, at jeg er holdt op med at opdage nye og fine. Et af dem opdagede jeg i går aftes, lige før jeg skulle i seng. Men trods søvnighed, måtte jeg finde ud af mere om den fine lampe, som jeg så på Artilleriets IG-konto. Artilleriet er en fantastisk boligbutik i Göteborg. En af den slags, som man kunne flytte direkte ind i.
Lampen, som hedder Matin, er fra Hay og den forhandles bl.a. af Luxo Living i Herning. I næste uge skal vi måske en tur til Herning og så skal jeg da se den i virkeligheden. Når man kigger på hjemmesiden har de ikke den med gul skærm (for den skal det være!), men jeg vil nu gerne se dem alligevel.
Jeg er ikke i tvivl om, at min hovedkulds forelskelse ikke kun er opstået pga. lampen på billedet. Det betyder bestemt også noget, at der er paneler (og et skab) under og omkring vinduet, som oven i købet er småsprosset og at der ligger en stak bøger på stolen. Så måske går min forelskelse helt over, når jeg ser lampen i en butik, hvor omgivelserne er noget mere prosaiske. Men skidt, så var det da skønt, så længe det varede. :-)