Det blev ikke til quiltning på min lille Meadowland quilt i søndags, da jeg skulle være med til at bemande Vesterhavsgruppens stand på Efterårsudstillingen i Skave.
Jeg fandt nemlig ud af, om lørdagen, at der var flere ting, som kunne tåle at blive rettet og så kunne jeg for øvrigt heller ikke finde noget tråd, som jeg ville quilte den med.
Så der blev lidt panik, for jeg syntes jo, at 5½ time var længe at skulle have noget at lave. Vi satsede selvfølgelig på, ind i mellem, at blive afbrudt af de besøgende, men det skulle jo også helst ligne en arbejdende stand. Jeg fandt flere ting frem og så gik jeg i gang med at finde stof og forberede nogle rhomber, som skal ende med at blive til en pude.
For et stykke tid siden fik jeg tilfældigt øje på Postcard Projects. Det er, som man kan se, et lille projekt (eller større, det bestemmer man jo selv) som man kan lave vha. en akrylskabelon.
Jeg havde først set dette med rhomberne, så det blev det, som jeg købte. For den beskedne sum af ca. 50 kr. inklusive forsendelse fra Australien. Det er Jen Kingwells datter Lucy Carson KIngwell, som har fået idéen til de små pakninger.
Det gik faktisk strygende i søndags, så jeg fik ikke brug for nogle af de andre projekter jeg havde taget med, for at jeg ikke skulle blive arbejdsløs.
Før jeg skulle til Skave, havde jeg ca. 20 lapper, men jeg fik lavet en del flere aftenen før. Jeg fik også forberedt nogle flere i Skave, og jeg fik syet en hel del sammen.
Mange kommenterede, at det tog lang tid osv., det gør det jo også, men det tager nok ikke så meget længere end at sy over pap, hvor man jo også skal lave nogle forberedelser, før man kan sy og desuden har et "efterarbejde" med at pille papperne ud igen, når man er færdig.
Det er længe siden - meget længe siden - at jeg har syet "på amerikansk", som man jo kalder denne metode (hvor man syr med meget små forsting (risting) og for hver tredje eller fjerde sting, syr et bagsting) men jeg hygger mig nu vældigt med det, så forhåbentlig bliver det til en pude engang.
Og også denne gang har jeg brugt stof, som jeg stort set ikke har syet af før (det fortæller noget om, at jeg absolut ikke behøver købe mere...) bl.a. det med "sløjfeblomsten" midt i billedet.