Tænk, det er allerede en uge siden, at jeg var med til at bemande Vesterhavsgruppens stand på Efterårsudstillingen i Skave Multihus.
Jeg tog hjemmefra i meget god tid, for jeg havde ikke helt fornemmelse af, hvor lang tid det ville tage at køre fra Thyborøn til Skave (og jeg tænkte ikke på at spørge Google Maps) men det gjorde ikke så meget, for jeg ville gerne være der i god tid, så jeg kunne nå at få mine ting arrangeret på bordet (jeg skulle være alene den første times tid), så der så ordentligt ud, når der kom besøgende fra kl. 10.
Derfor havde jeg også tænkt, at jeg skulle have taget masser af billeder, for det var der i hvert fald tid til. Men jeg blev distraheret af et eller andet undervejs, så jeg fik kun taget fire i alt. Hvoraf de to er ens... Men heldigvis havde Margit taget nogle af standen, da hun og Lillian var ude for at sætte op om fredagen.
Jeg fik dog taget af de to små quilte herover. Det er Lillian og Margit, som har syet dem, af blokke fra et kursus i foldet log cabin, som vi havde i Vesterhavsgruppen for nogle år siden. Det er Lillians øverst og Margits nederst.
Jeg fik heldigvis også taget af det fine skilt, som Lillians mand Knud er mester for.
Billederne er, som sagt, taget fredag, så derfor mangler der en quilt på dette billede. Men den kom op om lørdagen, da Lillian og Margit stod for bemandingen af standen.
Den fine quilt, ude til venstre, som i virkeligheden er i blå nuancer, har Margit syet efter et mønster fra Kirsten Juhl.
Jeg synes, at det blev en rigtig fin stand med mange forskellige ting, og med både moderne og lidt mere traditionelle quilte.
Her er udsigten fra min plads. Det var før klokken 10. For det meste af dagen var der faktisk mange mennesker det meste af tiden. Det var rigtig hyggeligt at snakke med de besøgende, som var meget interesserede, men som, hvis ikke ligefrem de selv syede patchwork, stort set alle sammen mente, at det måtte være et stort stykke arbejde.
Og det er det jo også i nogle tilfælde (det kommer jo an på størrelsen af det færdige arbejde) men det tænker man i grunden ikke over, når man syr. Måske bortset fra, når en stor quilt skal lægges sammen og, måske, quiltes på maskine.
Vi havde også en gevinst med til det amerikanske lotteri. I posen er der et bundt bomuldsgarn i en farve, som stort set matchede farven på foret.
Alt i alt var vi udmærket tilfreds med de to dage. Om det giver nye medlemmer er måske lidt tvivlsomt, men vi har snakket lidt om, at vi måske også gerne vil være med næste år.