Årets, og årtiets, sidste post skal handle om det sidste, som jeg nåede at få gjort færdigt i 2019. Hen over julen fik jeg nemlig endelig de to nye puder til vores lænestole, færdige.
Jeg var i lang tid, mens jeg syede forsiderne, meget mere glad for sommerudgaverne. Men efterhånden som tiden gik blev mine følelser for dem varmere og nu, hvor de er færdige, er jeg helt begejstret for dem.
Men det foregik absolut ikke uden sværdslag at få dem færdige.
Undervejs havde jeg bl.a. et lille mellemværende med skattevæsenet. Jeg bestilte nemlig stof til bagsiderne hos Ametie Textiles, som bor i Australien, og som har, synes jeg, det smukkeste stofudvalg.* Jeg havde en rabatkode, som skulle bruges før en bestemt dato. Desværre kunne jeg ikke få den til at virke, men jeg slap, på mystisk vis, for at skulle betale porto. Så, trods det lille irritationsmoment med koden, så var glæden alligevel stor, da købet var gennemført. Det blev dog snart vendt til sorg. For jeg fik hurtigt efter hinanden, mail fra Australia Post, som fortalte, hvor langt min forsendelse var nået. Det sidste jeg hørte, var at brevet var nået til Danmark.
Men der kom ikke noget brev hjem til mig. Så vidste jeg godt, hvad klokken nok var slået og ganske rigtigt, en dag var der brev fra Post Nord. De ville vældig gerne udlevere min forsendelse, men først måtte de, på Skats vegne, opkræve 191 kr(!!!) for at udlevere min forsendelse. De 31 kr. var importmoms. Resten er det gebyr, som jeg går ud fra, går i PostNords egen slunkne kasse, og som de skal have for at have haft bøvlet med at åbne mit brev, regne ud, hvad momsen skulle beløbe sig til, lukke det igen og skrive og sende et brev til mig med den "glade" nyhed.
Jeg behøver vel ikke sige, at moms og gebyr beløb sig til betydeligt mere end jeg havde handlet for...
Men jeg er nu meget glad for stoffet, for det passede lige så godt til forsidernes stoffer, som jeg havde forestillet mig. Det fik bare lov til at ligge et godt stykke tid, fordi jeg trods alt, havde et lidt ambivalent forhold til det. Men for nogle uger siden tog jeg mig sammen til at klippe i det og hen over julen fik jeg gjort dem helt færdige, dvs. ved at sy hullerne til i bunden. Jeg sværger, at jeg skal til at sætte lynlåse i mine puder. Det andet er for bøvlet, ikke mindst, hvis man vil skifte betræk, som jeg gjorde denne gang, for sommerbetrækkene trængte jo til en pause.
Med dette indlæg vil jeg ønske mine læsere et rigtigt godt nytår. I morgen skriver jeg igen. I det tredje årti, siden jeg begyndte, først med tilløb i 2006 og 2007, og så for alvor, i 2009. Det er blevet til 8.437 indlæg (med dette), der er 605.077, som har set/læst dem og det er blevet til 3.282 kommentarer. Det er dog noget!
*Jeg fik igen en rabatkode med. På hele 20%. Den skal sandt for dyden bruges. Men denne gang skal jeg nok sørge for at holde mig under bagatelgrænsen på 80 kr.!!
Det er dog kun anden gang, så vidt jeg husker, at en forsendelse er blevet taget i tolden, i de over 20 år jeg har handlet via Nettet. Så det er jo billigt sluppet. Om man så må sige...