I sidste uge, da vi var på ferie i Arrild, glemte jeg at få et strikketøj med. Jeg blev selv noget overrasket over, hvor stor en katastrofe jeg syntes det var, for jeg har, siden januar sidste år, ikke rigtigt gidet at strikket.
Det har været helt ude af mine tanker, jeg har syntes det var jævnt kedeligt at kigge på billeder af strik på Instagram osv. Bloggen har også båret præg af det, der har ikke været meget "- og strik!" i det sidste halvandet års tid. Hverken noget jeg har produceret eller opslag om nyt og spændende på Ravelry.
I det sidste indlæg om strik i 2019 står der: Så jeg håber, at 2020 bliver bedre på lige præcis det punkt, og jeg tror der er en chance, for de sidste par måneder er det, som om det er begyndt at gå lidt bedre.
Den profeti, som så meget andre forhåbninger for 2020 (ikke bare hos mig) kom ikke til at gå i opfyldelse. Jeg har strikket en klud, en body, gjort et sjal færdigt og så har jeg altså strikket Karens kyse v. 1. Det er, i hvert fald, hvad jeg kan se ud fra bloggen, hvad det er blevet til i år.
Indtil i sidste uge, hvor jeg blev så desperat over, at jeg havde glemt at få strikketøj med, så jeg købte både pinde og garn i SuperBrugsen i Toftlund! Og strikkede Karens kyse v. 2. Til min ærgrelse kunne man ikke få garnet i en råhvid, men kun i denne kridhvide. Men bortset fra farven, så er jeg ikke helt utilfreds med resultatet.
Dog skal jeg igen bøvle uforholdsmæssigt meget med hestetømmesnoren. Dette garn deler sig ikke helt så nemt, som det jeg strikkede den første version af, men man skal alligevel have sin andagt ved det, mens man strikker, så det ender måske også med en hæklet snor.