Igen i år har jeg meldt mig til Fem før fem på QuiltSkandinavia. Det er en uhøjtidelig konkurrence, som man (først og fremmest) laver med sig selv, om at nå at få syet fem UFO'er færdig før 1. maj. Og i år har jeg sandelig noget at få gjort færdigt. 2019 var virkelig året, hvor jeg begyndte på noget nyt. Hele tiden.
Faktisk er det bedrøveligt lidt jeg har fået gjort helt færdig, når jeg kigger tilbage via 2019 kategorien her på bloggen. Nogle puder og små etuier (og en enkelt (s)æggestol) er det, som jeg har gjort mest ved. Selv skjortequilten er faktisk ikke helt færdig, jeg mangler stadig at sy lidt flere knapper på den.
Men ellers er der masser af større ting at kaste sig over. F.eks. log cabin quilten fra Karen Lewis' bog Wabi-sabi Sewing eller Kaffe Fassett quilten. Og jeg har hele to Meadowland quilttoppe. Der er også UFO'er, som er ældre endnu. Sommertæppet f.eks., som jeg begyndte at sy i 2014!! Det har jeg fået købt fleece til, til bagside. Men jeg er blevet enig med mig selv om, at det skal være lidt større. Jeg har nogle blokke/lapper, som blev til overs, dem vil jeg bruge nogle af.
I forgårs kastede jeg mig, i første omgang, over mine hexagon-blomster - som jeg begyndte på i august. Jeg syede 3 delvist sammen, da vi var på ferie i Arrild i november og så har det ligget stille siden. Men nu er jeg nået et godt stykke videre. Siden jeg tog billedet herover, har jeg fået syet endnu en blomst til.
Men hvor det dog frister at gå i gang med noget nyt! Projekttasken fra i går. Eller en lille doll quilt i reprostoffer (eller noget der ligner) inspireret af en swap, som foregår via Instagram.