For et stykke tid siden dukkede der et sponsoreret opslag op i mit Instagram feed. Det var fra et firma ved navn Frk. Færch, som netop var begyndt at forhandle Merchant & Mills og derfor var der 15% på varerne i en bestemt periode. Jeg blev vældig betaget af den lille saks, så den endte jeg med at bestille.
Det var da jeg nåede til at bestille, at jeg opdagede, at butikken/webshoppen faktisk befinder sig i "nærheden", nemlig i Holstebro.
Jeg valgte selvfølgelig afhentning, for vi kommer jo af og til forbi Holstebro. Der gik dog lidt tid denne gang, så mens jeg ventede på, at det blev tid til den planlagte tur, kiggede jeg lidt videre på udvalget. Som er lille men eksklusivt. Jeg havde længe bakset med en Knit Pro wire som konstant gik fra hinanden. Derfor købte jeg også sådan en.
Endelig var der noget garn, som jeg kunne tænke mig at prøve. Canapa fra Lang Yarns. Det er hamp og det skal være rigtig godt til at suge vand.
Efter tre forsøg fik jeg strikket denne klud. Som er den suverænt dyreste jeg nogensinde har strikket. 40 kr. koster et nøgle. Med 25 gram garn. Jeg skulle selvfølgelig udnytte garnet bedst muligt, derfor blev det til tre forsøg, for de to første gang slog jeg alt for mange masker op og strikkede desuden i et mønster, som var stort set usynligt i garnet. Som man kan se, så var der ikke meget tilbage, jeg vil gætte på, at der er ca. 60 cm.
Jeg har ikke vasket den endnu, men det skal jeg snart have gjort, så jeg kan få konstateret, om den er så god, som jeg forestiller mig. :-)