blev jeg færdig med at sy rækkerne sammen til min quilttop med Kaffe Fassett stoffer. Tirsdag kom jeg så i gang med at sy rækkerne sammen. Det gik faktisk ret godt, jeg er i hvert fald helt imponeret over, hvor nøjagtigt jeg kan få sømmene til at ligge over hinanden. :-) Næsten overalt.
Onsdag var min mand til kontrol på sygehuset i Holstebro og vi tog en tur ned til min mor, nu vi næsten var "på vejen". Vi skulle selv sørge for mad denne gang, så vi besøgte Møltrup Mads fine butik og café i Aulum, hvor jeg havde meget lyst til at tage andet end vores burger og sandwich med hjem.
Jeg har pludselig fået en svaghed for "brown furniture", som er et udtryk engelske antikhandlere bruger om alt, hvad der er gjort af mahogni og lignende. Der er ingen penge i brown furniture for tiden, men jeg er sikker på, at det ikke varer længe, før der er!
Jeg synes, denne stol er så fin. Den skulle bare have noget andet betræk, hvis den skulle være min. Der var fire mere, men de var (desværre) malet lyseblå.
På vej hjem var vi omkring Kvickly i Lemvig. Og hylden her fik mig til at reflektere lidt over, hvor længe det egentlig er siden, jeg "tit" så noget pynt til påske, som jeg ikke kunne lade blive tilbage i butikken.
Onsdag aften så vi pressemødet om Corona-situationen og om de nye tiltag, for at hindre smitten i at sprede sig helt ukontrollabelt. Emil Thorup var ikke den eneste, som blev rørt! Til gengæld lo jeg højt, da jeg, torsdag morgen, læste denne kommentar fra Anette Heick.
Torsdag skulle jeg til fodterapeut. Og vejret syntes at have tilpasset sig den underlige "uvirkelige" situation vi pludselig befinder os i. Det blæste og øsede ned.
Men vi nåede velbeholdent frem til et temmelig øde Lemvig.
Og jeg fulgte selvfølgelig opfordringen, før jeg kørte mit kort igennem.
Vel tilbage i Thyborøn skulle vi have handlet en smule. Vi var desuden oppe på "boldbrættet" for at se, hvordan det så ud med blæsten. Det var ikke blevet mindre i den tid vi havde været hjemmefra, så jeg måtte holde godt fast i telefonen, da jeg var ude for at tage billeder.
Nu er der faktisk ikke mere på programmet før d. 31. Min mand skal lige til sygeplejerske og læge, men ellers er der ikke noget "unødvendigt" og det føles faktisk ganske godt. Der er nemlig ingen af os, som skal smittes...
Fredag aften så vi sidste afsnit af Matador. Vi ser det en gang om året, med start hen på efteråret. Og jeg bliver, som altid, fuldstændig rørstrømsk, når vi når til sølvbryllupsfesten med sangen og især talen.
Jeg hulker nærmest, når jeg ser Maudes næsten forelskede blik på Ulrik. Vi har ofte snakket om, særligt efter, at vi første gang så den restaurerede udgave, at der udtrykkes utroligt meget skuespillernes ansigter. Her er det i hvert fald rigtig tydeligt.
Sådan gik uge 11. Som blev helt anderledes end nogen anden uge i mange år. Ja, vel nogensinde.
