Sidste søndag så jeg et opslag på Facebook, som opfordrede til at man skulle sætte lys i vinduerne søndag aften kl. 20, for at takke sundhedspersonalet. Det gjorde jeg og lagde også billedet på Facebook med hashtagget afhjertettak2020.
Jeg vil gøre det samme i aften.
I går opdagede jeg lidt sent, at man opfordrer til at flage, for at vise, at vi, i Danmark, står sammen hver for sig. Vi har et flag (arvet fra min svigerfar) men ingen flagstang. Og jeg kunne ikke lige finde vores papirflag, som vi plejer at have i vinduerne, når nogen i familien har fødselsdag.
Så det blev vores fine små træflag, som vi for snart 40 år siden købte hos Glasmagerne på Tåsinge, som kom i vinduet. De står normalt ved fødselsdagsbarnets kuvert på dagen. Selv vores hunde har haft dem stående ved deres madskål. :-)
Jeg regner også med, at denne "skik" fortsætter næste lørdag.