Det har jo været marts i en lille uges tid. Og nu lader det da til, at vi endelig er sluppet af med regn og, især, blæst. Det har varet så længe med, i hvert fald meget mindre vind, at min mand er begyndt at snakke om at vaske vores vinduer.
Det er meget længe siden det er blevet gjort, men heldigvis er vi ikke de eneste her i byen, som har vinduer, som, meget af tiden, ser ud som om de er sandblæste.
Hos den lokale blomsterhandler er der også tegn på, at foråret er på vej.
Alligevel har jeg siddet og kigget på jul - noget som jo, på denne tid, er aldeles uinteressant, synes jeg i hvert fald. Men jeg lånte december-nummeret af BoligLiv på biblioteket, fordi jeg gerne ville se den reportage om julen hjemme hos Papirkalas. Jeg følger Nanna på Instagram og har også købt en af hendes fine rosetter.
Det var til julen 2018. Sidste år kunne jeg ikke finde den, da jeg skulle pynte op. Men da vi pakkede sammen igen, dukkede den heldigvis op.
Jeg blev, til min overraskelse, vældig inspireret, mens jeg bladrede. Og så er det jo smart med kamera i mobiltelefonen.
Bladet har ligget og ventet på, at jeg skulle få "tid" til at kigge i det. I onsdags skulle det "pludselig" afleveres igen, så derfor måtte jeg have kigget i det, i en fart.
Der er heldigvis længe til jul og før det bliver det, har vi både forår, sommer og efterår foran os. Der er heldigvis nok at glæde sig til. Og så sidst på året, begynder man, på magisk vis næsten, igen at glæde sig til det bliver jul.