I lørdags, efter at jeg havde postet dagens blogindlæg, satte jeg mig for, at nu skulle den body, som jeg har været i gang med at strikke, gøres helt færdig.
Og det blev den, jeg manglede bare, indtil i går, nogle knapper til den, så nu kan begge dele snart blive sendt til Birkerød.
Derfor syntes jeg godt, at jeg kunne tillade mig at gå i gang med et nyt projekt. Det blev til den spæde begyndelse på et par Cotton Reel fingerløse handsker, designet af Ysolda Teague. Jeg elsker at strikke efter hendes opskrifter, for der altid en eller anden sjov detalje. Til disse skal man f.eks. strikke manchetten som en hestetømme. Med syv masker, derfor bliver den flad, ikke rund.
Jeg synes, at den første blev lige kort nok til at nå rundt om mit håndled, så jeg er gået i gang med nr. 2, hvor jeg forsøger at strikke lidt løsere. Det er faktisk ikke så nemt!
Garnet er købt hos Christel Seyfarth på Fanø og da jeg åbnede posen, og på et tidspunkt fangede en duft fra det, så blev jeg straks transporteret tilbage til butikken og en lørdag i august sidste år. Datoen var d. 24., dagen før min fødselsdag.
Vi havde aftalt at mødes med Bolette og Jakob og Jakobs forældre, for at se udstillingen af Ernest Sherpards originaltegninger til Peter Plys, som var udstillet på Fanø Kunstmuseum i Sønderho.
Bolette og Jakob var med toget fra Vejle til Esbjerg, hvor vi hentede dem på stationen, og så tog med færgen over. Jakobs forældre blev lidt forsinkede, de skulle hele vejen fra Birkerød. Så vi nåede både at købe Fanø laks i den nye flotte brugs i Nordby og vi var (nogle af os) i Christel Seyfarths butik.
Der forelskede jeg mig meget i pulsvarmerne på billedet. Men de skulle desværre købes færdige, der var ikke opskrift til dem. I stedet købte jeg garn i de farver, som var brugt til modellen (Jeg mangler ikke garn, men jeg syntes, at jeg kunne retfærdiggøre købet, fordi garnet kun kostede ca. det halve af prisen for den færdige model :-)) og tænkte, så kunne jeg finde noget, som lignede at strikke af det. Jeg havde Cotton Reel opskriften i tankerne, men kunne ikke lige huske navn eller designer.
Dagen blev helt magisk. Vi var kørt hjemmefra i tåge og var noget bekymrede for, hvordan det ville udvikle sig. Men som man kan se, så lettede tågen i den grad og vi fik det flotteste vejr.
Udstillingen var også en oplevelse. Man måtte, selvfølgelig, ikke tage billeder og der måtte kun være et bestemt antal besøgende i lokalet ad gangen. Der havde været utroligt mange sikkerhedsforanstaltninger, da tegningerne skulle fragtes til Fanø fra England og jeg har aldrig før været på en kunstudstilling, hvor der gik en vagt omkring, i sort T-shirt med ordet Security på ryggen.
Det viste sig at være en vældig flink mand, som vi senere, da han holdt en tiltrængt pause, fik en snak med. Han fortalte bl.a. om, hvor helt overvældende mange besøgende, der, i de første uger, havde været pr. dag. Op til 400. Og da man kun måtte være 50 i lokalet ad gangen, var der selvfølgelig nogle, som kom til at vente temmelig længe.
Efter vi havde set udstillingen kørte vi tilbage til Nordby og gik lidt omkring. Det lykkedes os også at finde et sted, hvor vi kunne få noget at spise. Det skulle vise sig at være noget besværligt, men vi var udmærket tilfreds med det, som det endte med, nemlig Pandekagehuset.
Dagen var en utrolig god optakt til min fødselsdag. Den blev stille, for vi var lidt flade ovenpå lørdagens oplevelser.
