I går aftes så min mand og jeg endelig filmen The Land Girls (ikke at forveksle med BBC-serien Land Girls). Jeg optog den for nogle uger siden, og i onsdags var det egentlig meningen, at vi skulle se den. Men 10 minutter inde i filmen ringede Bolette. Vi snakkede i over 3½ time, så da vi var færdige med det, så var der ingen, som gad se mere film. :-)
Filmen handler om tre unge kvinder, Prue, Stella og Ag (som i virkeligheden hedder noget langt mere eksotisk). De melder sig i 1941 til The Women's Land Army. Efter at de unge mænd var blevet indkaldt var der mangel på arbejdere på gårdene og for at holde sulten fra døren, var landbruget vigtigere end nogensinde under krigen. De tre, som har meget forskellig baggrund, bliver rigtig gode veninder.
Ud over den gode historie, som er både dramatisk, morsom og ind i mellem virkelig sørgelig, spiller det engelske landskab en vigtig rolle. Filmen er ualmindelig smukt fotograferet.
Hele "pakken" minder om filmen Hope and Glory, som jeg, hvis man ikke har set den, også varmt kan anbefale. Men lad endelig være med at læse foromtalen hos Blockbuster (der kan den lejes formedelst 29 kr.) for de røber, helt idiotisk, filmens fantastiske slutscene. Det svarer til, at man fortæller slutningen på en vittighed først!
The Land Girls så vi på Nordisk film, som er en af kanalerne, på vores YouSee boks.