Lige før landet lukkede helt ned, d. 7. marts, havde vi, i Vesterhavsgruppen, det, der skulle vise sig at være sæsonen 2019/2020's sidste kursus.
Bitten viste os, hvordan man syr skåle af snor. Vi har før haft et kursus i teknikken, men det var dengang man snoede x-antal meter stof omkring x-antal meter snor. Det er den teknik, som er brugt til skålen forrest i billedet. Inden i er der noget snor fra Lidl, som er af en helt enestående kvalitet. Skålen er i hvert fald næsten "massiv" og giver sig ikke det mindste.
Nu er teknikken blevet opdateret, man bruger nu en bomuldssnor, som er pæn nok til at kunne ses og pynter i stedet med lidt stof her og der eller man syr med en tråd som er i kontrast til den hvide snor.
Her ses Lillians undervejs. Man syr med nogenlunde brede zig zag sting.
Her er resultatet af dagens "anstrengelser". Billedet, som er taget af Margit, viser fra venstre Lillians, Margits og øverst Elses.
Jeg var også tilstede, men ikke lige da. Jeg har taget de andre billeder. Men jeg syede ikke den dag. Jeg tænkte nemlig, at min symaskine helt sikkert ville stejle (og måske endda også udstøde et lille vrinsk) og stoppe op, hvis jeg forsøgte at overtale den til noget så avanceret.
Det skulle vise sig, at jeg tog helt fejl. Det gik som en leg. Så jeg har købt 15 meter snor mere hos Bitten og for et par uger siden fik jeg endelig fat på en rulle quiltetråd, som passer i farve til snoren.
Det er ikke svært at sy skålene, bortset fra midten, som godt kan drille, fordi man har så lidt at holde fast på, så længe man syr de første omgange.
Det kan også være lidt svært at beregne, hvor man får de forskellige strimler placeret. jeg ville f.eks. gerne have haft den lyseste blå til at være lidt længere væk fra den mørke i højre side. Men skidt, det betyder ikke noget.
Der findes flere tutorials, hvis man kunne tænke sig at prøve. Her er en af dem.