Fredag var vi på en lille udflugt, som gik til Ulfborg*, via Lemvig, Bækmarksbro og Vemb. I Bækmarksbro var vi hos Kræmmergård og på vejen tilbage mod Vemb fandt vi en grøftekant, som ikke var blevet slået for nylig. Så endelig fik jeg en buket med blåklokker.
De var lidt rynkede, da vi kom hjem med dem, for vi havde ingen vand med. Men de blev fine igen, da jeg klippede lidt af stilkene, før jeg satte dem i vand.
På den anden side af vejen var der kaprifolium. Men, som det ofte er tilfældet, så var mange af blomsterne ved at falde og dem, som lige var sprunget ud, sad meget højere oppe. Men det lykkedes mig da at få en lille buket med hjem.
Det blev til en endnu mindre buket, da jeg søndag aften ville have nogle af vores New Dawn roser ind. De var stort set alle sammen afblomstrede og blæsten har desuden været meget hård ved busken.
De helt overvældende mange knopper, som sad allerhøjest oppe (over stakithøjde) er blevet svedet af vinden, så de er faktisk døde.
Men der var da lige en enkelt knop, som har foldet sig ud, efter at den kom ind i varmen.
I går stod Mogens så smukt i morgensol. Dvs. det var nu formiddag, men det giver jo ikke det samme smukke bogstavrim. Som jeg elsker næsten lige så højt, som Ekstra Bladet gør. :-)
Ringen i vindueskarmen skyldes for øvrigt også en metalgenstand, som var våd. En underskål til en potteplante.
Det er en dejlig tid lige nu. Og vi har altid en saks i bilen, når vi er ude at køre, for her omkring er der ikke meget at komme efter.
Vores grøftekanter består mest af af græs og lidt rød- eller hvidkløver. Lige nu er der også blåklokker flere steder, men når kommunens folk er færdige med at holde sommerferie, så er deres dage nok talte.
Man kan absolut ikke beskylde Lemvig kommune for at være særlig grøn eller miljøbevist. Hvilket er temmelig ironisk, når byen skal huse et Klimatorium.
* I Ulfborg var jeg hos Beckers farvecenter (som jeg aldrig har lagt mærke til, at man kører lige forbi, når man kører gennem byen. Hvilket vi af og til gør, når vi kører til Arrild eller Ribe).
Jeg fik nogle farvekort og jeg fandt en farve, som jeg vil male skabet med. Så kan den grimme rand fra en emaljekande, som ikke var helt tæt, endelig blive fjernet.