Jeg er gået i gang med et nyt strikkeprojekt. Powerflower mittens fra Duchati. Catharina Duden er det borgerlige navn på designeren af de fine halvvanter. Hun har også designet de meget populære Baker's Twine grydelapper, som var en "landeplage" sidste år og som jeg også har strikket et par af.
Jeg har strikket i nogle rester Flora fra Drops. Jeg manglede kun en kontrastfarve til den grå og råhvide. Desværre var der ikke så meget at vælge i mellem hos Hobbygarn, så jeg valgte den farve, som jeg syntes var pænest. Men der er for lidt kontrast mellem den grå og den petroleumsfarvede. Det er især svært at se de små "prikker" mellem bladene.
Mit valg af garn kan designeren selvfølgelig ikke klandres for. Men hvor ville jeg ønske, at man kunne få et diagram med symboler i stedet for farver. Jeg har vildt svært ved at abstrahere fra de farver, som er i diagrammet (mine hvide er f.eks. de grønne og de hvide i diagrammet er mørkegrå hos mig).
Så i begyndelsen strikkede jeg ikke så meget på dem om aftenen, for da var jeg for træt i hovedet til at kunne skille tingene ad. Nu har jeg stort set lært mønstret udenad, så nu er problemet ikke så stort længere. Men i begyndelsen overvejede jeg seriøst selv at tegne et udsnit op på kvadreret papir.