Jeg har lavet en knap så scrappy version af Quilty Stars, designet af Emily Dennis.
Fordi jeg kun ville sy med hør som baggrund, valgte jeg, ikke at dele "himlen" i Flying Geese blokkene. Rigtig mange af dem, som har syet en quilt med denne blok, har brugt mange forskellige low volume stoffer til baggrunden og skulle jeg lave en hel quilt, så ville jeg også sy Flying Geese blokkene som to HST's. Det giver mere liv til baggrunden, men når jeg kun syr med ét stof, så synes jeg, det er pænest uden sømmen ned midt i, især med hør, hvor det bliver så tydeligt.
Nu hvor jeg taget et billede er det også blevet tydeligt at de røde stoffer er lidt for dominerende ude i venstre side. Så en dag vil jeg bytte rundt på de to sæt vandrette spidser, for det tror jeg vil hjælpe meget på det.
Og så skal jeg have fundet ud af, hvad jeg egentlig vil bruge blokken til. Jeg havde tænkt brødserviet, men det er den simpelthen for stor til. Puder har vi så rigeligt af, altså julepuder. Så det ender nok med at blive et lille vægophæng. Som vi sådan set også har rigeligt af. :-D
Også denne gang har jeg brugt et stof, som jeg aldrig har syet af før. Stoffet med teksten købte jeg, for sikkert snart 15 år siden, men selvom jeg var meget begejstret for det, da jeg købte det (og det er jeg stadig) så har jeg, af uransagelige årsager, aldrig sat kniven i det.
Jeg beklager de temmelig dårlige billeder, men lige for tiden er det jo sparsomt med ordentligt dagslys, selv midt på dagen, så det bliver lidt grumset.