I sidste uge var vi på en kort, men rasende hyggelig, visit hos Bolette og Jakob i Vejle. På vejen hjem tog vi en omvej over Middelfart, så jeg kunne komme ind og se, hvordan Jan Munch og co. har pyntet butik, vognport og gård til jul i år.
Måske var det vejret, som var ualmindeligt november-agtigt med støvregn hele vejen, måske var det det faktum, at siden mit første besøg i 2016, så er alle de senere julepyntninger blegnet i sammenligning med det (fordi det var første gang og man blev helt overvældet), men i år var jeg næsten lidt uimponeret. Det var stadig overdådigt og smukt, men der manglede lige det sidste.
En helt tredje ting, som måske har farvet mit indtryk, kan være tidernes ugunst. Jeg synes faktisk, det er en pestilens med håndsprit og mundbind. Særligt når man har poser med indkøb i hænderne, mens man går fra butik til butik. Så kan det udvikle sig til et helt akrobatiknummer at få sprittet hænder...
Her var der dog den fordel, at det meste, som er at kigge på, er udendørs, (butikken er lillebitte) så jeg havde ikke så meget bøvl med duggende briller. Jeg har netop været hos Fransk livsstil. Der blev det så galt, at jeg tog brillerne af, for jeg kunne intet se. :-) Det hjælper meget at trække vejret gennem næsen, men det kunne jeg ikke helt finde ud af i går.
Træet her, som jeg synes, er aldeles fantastisk, var pyntet med røde æbler sidste år.* I år var der kogler. Og ikke ret mange, som man kan se, men det skyldes nu nok, at folk har købt dem, så det er derfor det ser lidt sølle ud.
Men selvfølgelig var det også smukt, særligt i vognporten. Som dog ikke var helt så fantastisk flot, som da der hang appelsiner i trængsel, ned fra loftet.
Disse overdimensionerede afhuggede barnehovedet er tilsyneladende det nye sort i år. Jeg så også et enkelt i en butik, som jeg var i, senere på turen hjem. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om dem. :-) Lige der, passede de sådan set fint, men jeg kan ikke rigtigt forestille mig dem hjemme i min gård.
Disse trompeter blev jeg lidt forelsket i. Men den lille kostede 199 kr. så jeg lod være med at kigge på den store, som var den mit hjerte bankede mest for.
Til gengæld var det svært at lade en af de fine grønne potter fra Erik Bendtsen stå. Jeg har fortrudt, at jeg ikke købte en. Måske særligt fordi jeg købte en anden grøn potte i den før omtalte butik, som faktisk var lidt dyrere end de her - også håndlavede, men i Italien. Er de her stadig i butikken til næste år, så må jeg have en til min samling.
For selv om jeg var en lille smule skuffet over julen hos Jan Munch i år, så forestiller jeg mig bestemt, at jeg også skal forbi næste år i december.
*Hvor jeg til min forbavselse ikke har lavet et indlæg om besøget.