med Peters jul. Det har jeg faktisk været to gange. Dvs. første gang tænkte jeg, at nu var jeg færdig. Jeg havde lavet de tre stager nederst, men ikke rækken af stjerner øverst. Det sidste var jeg særligt godt tilfreds med at jeg "slap" for, for det var nok at sy de fem, som hænger ude til højre. Der skulle have været 20 langs gardinet. Men jeg havde overhovedet ikke rød tråd nok til at sy dem, så det var jo så nemt med det.
Jeg slog billedet herover, op på Instagram. Der var en, som spurgte, om det var et broderi fra Håndarbejdets fremme. Det er det ikke, men jeg tænkte, at jeg da ville prøve at finde ud af, hvor det så kommer fra. For man kan stadig købe det, bl.a. hos Ribes broderi og garn.
Det er fra Højskolernes håndarbejde, fandt jeg ud af. Og så opdagede jeg også, at på de modeller man kunne se der, var der ikke stjerner langs gardinkappen, men den var blevet "lukket" med en række stikkesting. Så det gjorde jeg også og nu er den rigtig færdig.
Der blev også en vældig diskussion om ophæng, for jeg luftede min frustration over, at man ikke kan købe en simpel messingstang med en kugle i hver ende, som man kan binde en "snor" på og hænge det op på den måde.
Der kom mange gode forslag om at besøge en genbrugsbutik og finde et gammelt broderi, som er monteret med noget lignende. Det har jeg også tænkt på. Jeg har også kigget på Den blå avis, men der er heller ikke noget, der ligner. Og man har kunnet få sådan en, som jeg tænker på, det er nemlig brugt til modellen i bladet med mønstret. Men jeg må konstatere, at det er en udgået model. Nu om dage er der alt for mange krummelurer og den messingstang man kan købe er monteret med en kæde. Det vil jeg ikke have...
Til gengæld fandt jeg en træpind, først hos en svensk butik, som jeg fik link til, af en af Vesterhavsgruppens medlemmer, som også havde set opslaget. Med forsendelse (og gebyr for at bruge Visa kort til betaling) ville den sølle træpind til 25 svenske kroner, komme til at koste 240 svenske kroner (176,73 danske kroner)!! Af uransagelige årsager gjaldt forsendelsen for lande uden for EU. Hvis Danmark har forladt EU, så tror jeg ikke, det ville være gået min opmærksomhed forbi, med tanke på alt det bøvl, som Storbritanniens udtræden har skabt. :-D
Nu har jeg også fundet "pinden" hos et dansk firma, så jeg skal bare have det bestilt. Der kommer det til at koste omkring 90 kr. Også lidt dyrt for en rundstok med et par "dutter" i hver ende. Men jo alligevel nærmest rørende billigt i forhold til den svenske butiks pris!