Der blev lidt stille her. Det var nu ikke kun pga. op/udrydningen i skabet, som skal rumme vores julepynt. Jeg har været lidt småskidt i et par dage. Det begyndte onsdag med feber, hovedpine og træthed. Torsdag var ikke meget bedre, men endelig i går var jeg feberfri hele dagen. Men stadig noget træt.
Pudebetrækket her har jeg syet for mange år siden. Til jul fandt jeg det frem igen og fik en pude puttet i, omkring d. 22. eller noget i den stil. Men jeg nåede ikke at få hullet i bunden lukket, før det blev jul.
I sidste uge lykkedes det mig dog at tage mig sammen til det. Så dette er årets første færdige ting. Jeg har endnu engang meldt mig til QuiltSkandinavias 5 før 5 (fem UFO'er færdige før 1. maj. Det har nu i de sidste mange år været udvidet til 1. juni).
Men det er nok at strække den lidt for langt at melde min pude til, som første færdige UFO i år. Selv om den skam opfylder kravet: tingene skal være påbegyndt før 1. januar. Jeg vil gætte på, at denne er syet for 15-20 år siden. Den har dog været med pude i, siden den gang. Men nu skal den i hvert fald frem til næste jul igen.