I går var vi, i anledning af min mors fødselsdag i dag, på udflugt til Aulum. Og derfor oplevede vi det, indtil nu, største snefald, vi har set i vinter. Billedet er taget, da vi skulle hjemad ved 17-tiden. Det ser ikke ud af så meget, på græsset, men man kan vist godt se, at der var kommet en pæn portion.
Det var vældig hyggeligt at sidde og se på sneen, der dalede, mens vi spiste landgangsbrød og senere bl.a. Budapestkage fra bageriet Max i Holstebro til kaffen.
Snefaldet var muligvis kommet lidt bag på kommunerne, for der var ikke ryddet helt fantastisk godt. Først da vi nåede på den anden side af Hygum bakke var vejene bare, der var nemlig ikke faldet særlig meget sne. Ud for vores hus var noget af fortovet lidt hvidt.