De sidste 10-12 år jeg har stort set ikke købt nyt påskepynt. Men i år har jeg. For sidste år sad jeg og sukkede over det ene fine billede efter det andet af påskepyntede stuer, hvor Bungalows papiræg spillede hovedrollen. Jeg købte ingen dengang, af den simple grund, at det var for sent. Man havde i hvert fald ikke meget at vælge mellem i de butikker, som havde nogle tilbage.
Derfor bestemte jeg, da jeg så et opslag* på Instagram fra No217, at i år ville jeg have nogle og jeg ville helst selv bestemme størrelse og farve.
Det er ikke nemt at bestemme sig, for der er så mange fine. Jeg bestemte først, at jeg bare ville have to poser med to forskellige grønne. Men dagen efter, da jeg ville bestille, så var jeg ved at overveje, om jeg skulle have en pose med grønne og en pose med....en anden farve. Jeg holdt fast i min første beslutning. Sikkert en god idé, ellers kunne det være, at der nåede at blive udsolgt igen i år, før jeg fik mig bestemt.
Som man jo kan se, så har jeg hængt dem op. Jeg blev enig med mig selv om, at når man kan begynde at pynte til jul sidst i oktober eller begyndelsen af november, så kan man også godt pynte til påske en god måneds tid i forvejen. Jeg har dog ikke fundet resten frem.
* Nu hvor jeg ser billedet igen, kan jeg da godt fortryde, at jeg ikke købte to limegrønne.
Comments