For noget tid siden, før jeg fandt det broderi, som jeg brugte til mit, nu slagtede, etui, tænkte jeg, at jeg da kunne brodere et lille motiv til det formål, at sætte det ind i et etui. Jeg fandt min udgave af Vor tids korssting frem og fandt også noget, som ikke var for "indviklet" eller stort (jeg skulle jo helst have været færdigt med det, dagen før jeg fik idéen!).
Men der var jo lige det med at se til det. Også diagrammet. Jeg havde fået flere gode idéer, via Instagram, da jeg klagede over, at jeg ikke kunne se til at brodere billedet med kornblomsten. Den gang var der stadig lukket de fleste steder og derfor kunne jeg ikke bare gå ned til den lokale trykker og få ham til at forstørre det.
Et forslag gik ud på, at jeg kunne tage et billede af diagrammet (eller et udsnit af det) og forstørre det og derefter printe det ud. Det kom jeg i tanke om, da jeg fandt Vor tids korssting frem og også havde fundet motivet, jeg ville brodere. Det skulle være en marguerit, fra motivet til en tehætte. Den skulle broderes på groft hørlærred, men jeg vidste, at jeg havde en stump tilbage fra puden jeg broderede til Bolette og Jakob. Det var med 10 tråde pr. centimeter, så det egnede sig bedre.
Men uanset hvor mange krumspring jeg gjorde, for at finde stumpen (som jeg sågar syntes, at jeg lige havde set i en æske) så fandt jeg det ikke. Jeg har en større samling rester af hørlærred, som jeg har købt gennem årene og i den var der desværre kun en ubleget med 8 tråde pr. centimeter. Jeg gik i gang med det, nu hvor jeg ikke havde andet, men fandt ret hurtigt ud af, at det blev for stort og for groft til at sætte ind i et "lille" etui. Så jeg måtte ud at købe og fik endelig stoffet i hus, så jeg kunne komme i gang med at brodere.
Som man kan se, så er der jo gevaldig forskel i størrelse på diagrammerne. Jeg tænkte, at jeg da ikke behøvede printe ud, den smule kunne jeg brodere vha. min tablet alene.
Men - til min overraskelse - så gik det faktisk slet ikke. Jeg havde alt for svært ved at vænne mig til at tælle ud på skærmen (med en nål, som man jo gør) i forhold til at gøre det samme på papir. Det var noget med det taktile og berøring af skærm i forhold til papir, selvom berøringen foregik gennem en nål - eller måske netop derfor. På skærmen "skred" den lidt, papir holder jo en lille smule igen. Så jeg måtte sande, at det skulle printes ud.
Nu kan jeg komme i gang for alvor. Printet er ikke helt så skarpt som på billedet her, det er gråt i baggrunden, men det er i hvert fald nemt nok at "læse". En anden fordel er, at jeg har kunnet skrive, hvilken farve, der skal broderes med til de forskellige symboler.
Bogen er forresten slet ikke ringe. Skulle man have lyst, kan man faktisk brodere den utroligt smukke ribs pude.
Jeg må dog sande, at det får jeg aldrig gjort, særligt ikke, fordi diagrammet er over to sider. Det gør det lidt mere besværligt, synes jeg. Men jeg ville da ønske, at jeg kunne lave bare ét motiv.