I går aftes syede jeg de sidste sting på toppen og fik pillet de næst-sidste skabeloner ud. For sent kom jeg i tanke om, at det ville være smartest at lade dem, som sidder langs kanterne, sidde i, fordi det så ville gøre det nemmere at presse stykket. Og det har jeg måttet sande, at det havde det været.
Til at begynde med tænkte jeg, at jeg ville folde sømmerummene ud, langs kanterne. Men så kom jeg i tanke om, at de jo ikke hænger sammen, fordi der er syet over pap. Så jeg foretrækker, at de er foldet ind.
Nu hvor jeg ser billedet, tænker jeg, at der faktisk godt kunne være en række mere i højre side. Så blev "mønstret" med de blå kvadrater lidt mere tydeligt. Men det er jo næsten umuligt, fordi pappet er pillet ud. Det bliver i hvert fald for besværligt. Så det bliver ikke større.
Men jeg er nu også godt nok tilfreds med det. De orange kunne have været fordelt lidt bedre, men det siger jeg pyt til, for havde det været en quilt i sengetæppe-størrelse, så ville man ikke have tænkt over det, og dette her skal jo forestille at være en "rest" fra en stor quilt.
De eneste to af de mønstrede stoffer, som falder lidt ved siden af, er Kaffe Fassett stoffet i femte række fra oven og den stribede, lidt julede, i tredje række fra neden. KF-lappen fik jeg først rigtigt øje på, da jeg havde syet de to øverste rækker sammen, så derfor fik den lov at blive.
Jeg har fundet den sidste rest af en pose Hobbs Heirloom vat, som jeg købte for over 25 år siden. Det passer meget godt, synes jeg, til noget, som skal forestille at være endnu ældre. :-)