Jeg har syet min første Finch Bucket. Og også den sidste. I hvert fald i denne størrelse, som er den største, for så stor en projekttaske behøver jeg ikke til mit strikketøj. :-)
Men bortset fra størrelsen, så er jeg ganske godt tilfreds med resultatet. Jeg fik brugt en del af stoffet med de strikkede sweatre. Det var ikke et fejlkøb, men jeg blev (også) overrasket over, hvor stort mønstret var på det. Jeg havde længet overvejet, hvad jeg dog skulle bruge det til, men så så jeg dette billede på Etsy.
Lommerne fik gjort kål på det meste af stoffet med cirklerne, så det var også ret tilfredsstillende. Jeg skar forkert til den ene lomme, da jeg skulle skære de store stykker ud, men skidt, det ser man alligevel ikke. Her kan man se det i venstre hjørne af billedet. Og man kan da også se en trådende, som ikke er blevet klippet af! :-D
Jeg skal bestemt lave flere, men det bliver i mellemstørrelsen og den mindste størrelse. Jeg har også noget af det blomstrede stof, som er brugt til denne - og det har jeg også tænkt en del frem og tilbage over, hvad jeg skulle sy af. Men nu ved jeg, hvad noget af det kan bruges til.
Man kan se flere ved at google Finch Bucket eller kigge på Instagram under hashtagget finchbucket.