Det var lige før det ikke var blevet til et blogindlæg i dag. Formiddagen har været aldeles umulig. Hver gang jeg satte mig for at skrive, blev jeg hevet væk af andet, som jeg skulle tage mig af. Den største krise er ikke helt ovre endnu, men nu satser jeg på, at der er ro et stykke tid.
Jeg ville fortælle om dette broderi, som dukkede op - igen igen - da jeg, før det gik løs med krise og forstyrrelser, fik tømt en kasse med nogle billeder og tomme rammer, som har stået siden jeg ryddede op i skabet, hvor vi nu har vores julepynt.
I går gik jeg nemlig i gang med at rydde baneskabet. Og nåede et godt stykke. Det er delt i to, om man så må sige. Der er hylder i begge sider, men dem, som sidder til højre, sidder tættere end dem til venstre. Så på de "venstreorienterede" var der mest papir og den slags. Det fik jeg ryddet og sorteret i.
Undervejs dukkede denne perle fra min fortid op. Der er to ting, som jeg undrer mig over. Hvor Nielsen kommer fra. Det har jeg aldrig nogensinde heddet. Jeg har engang også heddet Thomsen. Det var jeg dog holdt op med at hedde i 1991, hvor brevet er fra. Siden 1986, hvor vi fik Emil, har jeg slet og ret heddet Jette Kammersgaard.
Man fristes til at tænke, at det var godt, at brevet bare skulle sendes til postkontoret i Lemvig og ikke hjem til mig selv, for så var det muligvis aldrig nået frem.
Men det var et sidespring. Broderiet har jeg syet engang i 80'erne, og det var min lillebror og hans kone, som købte det til mig, da de var på en tur til London. Det er fra Victoria & Albert, og for ikke så længe siden fandt jeg den lille pose med resten af garnet og diagrammet i.
Jeg tror dog ikke, at jeg får lyst til at sy endnu en version, heller ikke selv om jeg nu er udstyret med en brillelup. Det er syet på meget fint aida. Passepartouten måler 7,5 x 7,5 cm. Faktisk bildte jeg mig ind, at det var broderet med petit point, indtil jeg fik kigget nærmere på det.
Der er ikke noget at sige til, at det blev indrammet efter alle kunstens regler, med refleksfrit glas og altså også passepartout.
Det har længe ligget i skabet, men det burde egentlig hænges op et eller andet sted. Jeg synes, det er fint og så burde det da også vises frem, med tanke på det arbejde, der er lagt i det. For jeg kan huske, at det, i forhold til størrelsen, tog lang tid at brodere det.
