Sør'me om ikke det er blevet rigtigt forår nu. Jeg fik skiftet fra efterår/vinterbetræk til sommer/forårditto i går.
Jeg har længe haft planer om at få det gjort, men det er noget af det mest trælse jeg ved, fordi jeg (endnu....) ikke syr lynlås i mine puder Men jeg er begyndt at ri åbningen sammen med små sting, for der er alligevel ikke nogen, som ser, hvordan det ser ud dernede. Så nu går det meget hurtigere at få det ordnet. Nu skal jeg dog have købt puder til efteråret, så jeg slipper for det evindelige skiften frem og tilbage.
I vindueskarmen kan man lige skimte min nye pelargonie, en rosenknop fra Bornholm, som jeg købte i fredags, da vi var på udflugt, bl.a. til Retroplanter i Ry.
Jeg synes, den har de smukkeste blade (og blomsterne er fint røde), men for at bevare dem, så skal den stå i et øst- eller vestvendt vindue, for ellers bliver de bare almindeligt grønne.
Jeg havde noget bøvl med at finde en skjuler, som den kunne være i. Heldigvis passede den lige som fod i hose i en af mine gamle Walther & Co.* skjulere. Desværre tænkte jeg ikke på at vende den "rigtigt", da jeg skulle tage billedet, så jeg har lige præcis fået det sted, hvor der er rust, med på billedet. :-D
* Det kunne se ud til, at et af denne blogs traditionsrige indlæg, ikke bliver til noget i år. Man kan i hvert fald ikke, lige nu, se billeder af julekollektionen fra sidste år. Det har altid undret mig, så lidt det firma gør det i reklamer på sociale medier. Og nu er det tilsyneladende også slut på hjemmesiden...