For et par år siden så jeg nogle billeder på Instagram, som jeg blev vældig imponeret over. Kontoen tilhører en tysk kvinde, som, i anledning af sit bryllup havde syet over 50 Wee Braw Bags, som gaver til sine gæster.
Jeg bestemte straks, at jeg også ville sy en version i hør og Liberty. Jeg fandt stofferne frem og puttede dem i en pose - og der lå de godt i over 1½ år.
For tre måneder siden, efterhånden, fik jeg endelig lavet noget af dem. Og jeg synes da også, at min udgave blev ret fin. Jeg lavede kanten på lommen lidt bredere og brugte også der Liberty til for/tittekant.
Det er ikke så nemt at se på billedet, men jeg har stukket med en quiltetråd fra Stof og stil, som passer perfekt til farven på båndet, som er fra Søstrene Grene.
Den er egentlig en gave, men dog ikke til en bestemt anledning, for så havde jeg været langt bagefter. :-)
Jeg skal bestemt have lavet en til, til mig selv. Mønstret kan købes her.