I tirsdags gik jeg i gang med at sy den første blok til Rose Window Quilt. Jeg gik dog ret hurtigt i stå. For det var nemt nok med den rosa sammen med midtens roser. Og jeg havde egentlig også været helt sikker på, at det skulle være den stribede sammen med de to. Men da jeg fik det samlet, kunne jeg godt se, at sådan skulle det nok ikke være.
I stedet lavede jeg et kvadrat med grønne tern og syede det til i den anden ende af den rosa trapez. Og hvis jeg havde været i tvivl, før jeg gjorde det, så var jeg det ikke efter. Den ternede skulle det være.
Det var også lidt svært at finde ud af, hvordan trekanterne i hjørnerne skulle se ud, men denne kombination var den bedste, så endelig kunne jeg lave blokken helt færdig.
Jeg er ikke den hurtigste til at sy i hånden. Men kombineret med min vægelsindethed, så forudser jeg, at det kommer til at tage temmelig lang tid at sy de, i alt, ni blokke, som jeg skal have.
Jeg er i gang med blok nr. 2. Nu hvor jeg ser billedet, er jeg faktisk heller ikke sikker på, at dette er den rigtige kombination. Det var jeg ellers fuldstændig sikker på, da jeg syede dem sammen i går aftes....