Jeg fik jo ikke gjort alverden ved mit broderi på ferien. Men siden vi er kommet hjem har jeg givet det noget mere opmærksomhed. Dvs. jeg har ikke været helt opmærksom nok. Mønstret lærer man selvfølgelig ret hurtigt udenad. Men - man skal ikke tro, at fordi man kan mønstret udenad, så kan man også hele broderiet udenad.
Det måtte jeg sande tidligere på ugen. Jeg broderede en række cirkler til venstre for den mørke. Uden at kaste et blik på diagrammet. Det kom jeg svært til at fortryde, for det skulle ikke broderes med den gule farve, som jeg var helt sikker på, at jeg skulle bruge igen.
Jeg var nået næsten til vejs ende med selve cirklerne og havde også nået at lavet lidt af midten på en enkelt af dem, da jeg opdagede, at de skulle have været orange...
Så næste dags morgen brugte jeg 1½ time på at pille hele skidtet op igen. På billedet kan man stadig godt ane noget af fnulleret fra det, som blev pillet op (og kasseret, for uldgarn er det umuligt at pille op og genanvende).
Men siden billedet blev taget er jeg nået næsten lige så langt igen. Med den rigtige farve.