I ugen der er gået har vi været på ferie i Juelsminde sammen med Bolette, Jakob og hans forældre. Inden vi tog af sted svor jeg, at nu skulle jeg have syet de poser til at komme vasketøj i, når vi er ude på tur. Jeg tænkte på det, da vi var i Arrild i april, men det blev også kun ved tanken.
Tåbeligt egentlig, for der var nok et kvarters effektiv sytid pr. pose. Stoffet er næsten vintage. Det er købt på Fanø i 2004, så vidt jeg husker, hos Speich design. Også så vidt jeg husker. :-) Jeg har aldrig rigtigt kunne finde ud af, hvad jeg skulle sy af det (poser til vasketøj stod åbenbart ikke så langt fremme i min hjerne...) så derfor er det blevet liggende. Jeg var meget begejstret for det, så jeg har haft over 1½ meter af det!
Jeg er blevet vældigt godt tilfreds med dem. Sådan da. For den ene af dem er dum i proportionerne. Det betyder sådan set ingenting, så kan der jo bare være mere i den. Den er skåret ud fra målene på en pose, som jeg har hængende i badeværelset med mine natkjoler.
Om jeg vil lave om på det, ved jeg ikke helt. Men der skal laves om på båndene. Jeg ville gerne have syet bånd til dem, men det var der trods alt ikke tid eller overskud til, før vi tog af sted, så derfor måtte jeg finde et alternativ. Det fandt jeg og blev svært begejstret for det.
Under en oprydning i en bøtte med bånd og den slags, fandt jeg en vindsel med det fineste grosgrainbånd i den smukkeste farve. Det skulle bruges.
Men - ud over at der ikke var nok til, at jeg kunne få til to bånd til hver pose, så viste det sig også, at det slet ikke egner sig som bånd i en pose, hvor det skal trækkes igennem en løbegang. Så uanset, om jeg havde haft nok til 4 x bånd, så ville det slet ikke fungere, hvis de også skulle trækkes mod hinanden.
Så jeg må have lavet syede bånd, når jeg får tid til at sidde ved symaskinen igen. Det håber jeg, at jeg gør i denne weekend, for vores ferie fortsætter et stykke tid endnu. :-)