For et par uger siden ryddede vi op i et "skab", vi har i badeværelset. Det har i sin tid været pusleplads, da vores børn var små. Da det ikke længere var nødvendigt at skifte bleer, hævede vi bordpladen og satte lidt flere hylder ind og fik et glimrende opbevarings"møbel".
Men i de sidste, efterhånden mange år, har der været et syndigt rod på hylderne med bl.a. tøj, håndklæder, viskestykker (som vi ikke har plads til i køkkenet) og alle min mands plastre, stomiposer og hvad vi har.
Det gav også et syndigt rod, mens der blev ryddet op, men nu, hvor vi er blevet helt færdige, er det blevet så dejligt.
Og selvfølgelig dukkede der ting op, som var blevet glemt. Bl.a. det ternede viskestykke, som man kan se et hjørne af på billedet øverst.
Det var godt og grundigt krøllet. Jeg prøvede først at sprøjte lidt vand på med min fine sprayflaske fra Quipa, men jeg måtte sande, at der skulle lidt mere drastiske metoder til. Det måtte vaskes. Og det var da også knapt så krøllet efter en tur i vaskemaskine og tørretumbler. Det fik en god omgang med sprayflasken, så det blev fugtigt og det hjalp da på det. Nu hænger det på ovnlågen og signalerer sol og sommer.
Det er for øvrigt en gave fra Marit, som har givet mig adskillige viskestykker i årenes løb. Nu, hvor vi har et køkken med en krog, som "hænger fremme", er jeg blevet rigtig glad for dem. Før hang vores viskestykker nemlig på indersiden af en skabslåge, i det skab, som "indeholdt" skorstenen. Det var jo vildt praktisk, for de blev snart tørre der, i årene før vi fik fjernvarme. Men de pyntede ikke noget særligt i køkkenet...