Som denne gang ikke skyldes fejl hos YouSee!
Jeg har længe tænkt på at holde en pause fra bloggen. Men jeg har bare haft virkelig svært ved at tage mig sammen til at skrive det (måske) sidste indlæg.
Der er flere årsager. Lysten til at skrive er blevet mindre. "Besværet" med at finde på emner - det hænger direkte sammen med, at det ikke er så spændende, som i begyndelsen, for emner er der faktisk nok af.
Men dråben, som har fået det berømte bæger til at flyde over, er alt bøvlet med Typepad, som bare er blevet værre de seneste år. Det har man nok også, som læser, bemærket. Jeg føler i hvert fald, at jeg har skrevet alt for mange indlæg, som handler om bøvl af den ene eller den anden art.
Jeg håber virkelig meget, at jeg får lyst til at skrive regelmæssigt igen! Det satser jeg på og derfor venter jeg med at sige tak, fordi I læste med. Men jeg er glad for, at I gjorde! :-)
Jeg ved, jeg kommer til at savne det. Det er trods alt 12 år siden jeg, for alvor, begyndte at skrive. I begyndelsen, da det var nyt og rigtigt spændende, var der endda to indlæg hver dag!
Jeg er, som så mange andre, også blevet mere og mere optaget af Instagram. Det er, alt andet lige, nemmere at poste der. Selv om det, siden Facebook har overtaget, også der er blevet lidt mere indviklet. Det kommer dog ikke op på siden af besværet her hos Typepad! :-D
Denne gang skulle der et billede med. Og jeg er faktisk ret godt tilfreds med det jeg fandt. Det symboliserer nemlig på smukkeste vis det, som er denne blogs hovedemner. Patchwork, strik og hverdagsliv (boligindretning mangler, men det har det også gjort længe på bloggen...)
Det er taget på vores ferie i Juelsminde sammen med Bolette, Jakob og hans forældre og det var suverænt sommerens højdepunkt. Vi var der i den ene uge i juli, hvor vejret virkelig var sommerligt!