Søndag blev jeg helt færdig med kornblomsten fra fru zippe (og Bitten). Det blev ikke helt skidt, selvom jeg desværre måtte sy den yderste kant med en anden indfarvning, fordi jeg lavede en fejl og derfor måtte kassere så meget af det medfølgende garn, at det ikke kunne slå til, til en ny omgang.
Jeg var noget vranten, da jeg fandt ud af det, men jeg blev enig med mig selv om, at det måtte jeg sige Pyt til, for det er plat-umuligt at pille den inderste ramme op. Der er hæftet ende fra midten og ud i den og omvendt, så det ville blive et værre hurlumhej, hvis jeg gik i gang med det. Der er tydeligt forskel på farverne, man ser det bare ikke så nemt på billedet.
Nu er der kun et problem. Hvad skal jeg bruge det til? Jeg havde tænkt det skulle sættes ind i en pude, men nu ved jeg ikke helt, for jeg har også bien og solsorten til at ligge og de skal bruges til puder. I hvert fald solsorten, som jeg har købt monteringsstof til.