Jeg har kastet mig ud at teste endnu en blok. Denne har jeg aldrig prøvet før, og jeg må indrømme, at da jeg kiggede på den første video, som jeg fandt på YouTube, tænkte jeg heller ikke, at jeg nogensinde kom til det. Det så meget kompliceret ud!
Men jeg har længe været begejstret for blokken, så jeg kiggede lidt videre og fandt en anden video, hvor Susan Claire viser, hvordan hun gør. Og det var anderledes enkelt.
Man kan (selvfølgelig) købe specielle linealer til at sy disse Half Rectangle Triangles og de gør helt sikkert også syningen til en leg. Men da jeg allerede er ejer af en Bloc Loc lineal til Half Square Triangles, som jeg stadig har til gode at få afprøvet ordentligt, så er jeg fint tilfreds med at bruge min gode Creative Grids lineal til det.
Resultatet er ikke blevet helt godt, men heller ikke helt skeløjet. Som man kan se, så skal sidesømmene trimmes, for de skal kun være 1/4 tomme brede. Men de fleste af spidserne mødes meget fint og præcist og det var min største bekymring, om jeg kunne få dem til det.
Egentlig kan jeg nemlig slet ikke finde ud af sådan noget her, med blokke, som skal vende spejlvendt for at blive rigtige og hvor nøjagtighed er særlig vigtig, for at få et godt resultat.
Nu skal jeg bare eksperimentere lidt med mindre rektangler, for denne her er rigeligt stor.