synes jeg dette blev, i vinduet i vores gang. Som er uden varme og derfor velegnet til alpevioler.
Men i år havde jeg næsten opgivet at få en lille hvid. Enten var der ingen hvide eller også var de i normal størrelse. Og jeg bryder mig faktisk ikke ret meget om alpevioler, bortset fra de mindste, som altså skal være hvide.
Derfor blev jeg næsten barnligt begejstret over at finde én. Men det kan man måske godt forstå, når jeg fortæller, at jeg fandt den, hos den ene af de to lokale købmænd, der hvor vi ikke handler mest. Allerbagerst i en bakke. Og det var den eneste hvide overhovedet. Jeg skulle endda kun betale 5 kroner mere end hos Gartneriet Lemvig!
Glæden over at finde den, blev forhøjet af, at jeg havde haft potten til at stå tom et stykke tid. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle have en juletazet i den. Men dem har jeg simpelthen ikke set ét eneste eksemplar af i år.
Jeg skulle desuden have gæster dagen efter, så det kunne ikke være bedre. Jeg duer ikke til alpevioler, og denne har været vandet lidt for meget, men selv om jeg har fjernet en del halvvisne blomster, så ser den stadig fin ud. Og jeg har haft den siden d. 1. december. :-)
Til hverdag tænker jeg ikke over mærket i vindueskarmen. Men når jeg ser billeder, bliver jeg - igen - lidt træt af, at der ikke var nogen, som kunne fortælle os, for 26 år siden, at man ikke skal stille metalgenstande tilbage, når man lige har tørret over med en våd klud.
