Parttime Perfectionist

Godt nytår!

På årets sidste dag skal der også postes et blogindlæg. 2021 har heller ikke, for landet/verden generelt, og for os personligt, været det bedste år. Men der har bestemt været højdepunkter.

I april var vi i Arrild i nogle dage. Det var min fødselsdagsgave til min mand fra 2020 og 2021.  

I maj var vi på udflugt i ualmindeligt smukt vejr. Jeg besøgte Retroplanter i Ry og var også hos Helene Juul for første gang i flere år.

I juli var vi på den suverænt bedste ferie i flere år. Vi var i sommerhus i nærheden af Juelsminde sammen med Bolette og Jakob og hans forældre. Og vi var heldige med vejret. Vi var af sted den ene uge, hvor det var rigtig sommervejr i år. Billedet er taget klokken 22.49. Det er nærmest årtier siden vi har siddet ude en sommeraften, for det er jo generelt ikke så tit man kan det - og i vores del af landet er det næsten umuligt, medmindre man har et havehus eller en have med rigtig meget læ.

Det var virkelig et af årets højdepunkter, som vi har snakket om mange gange siden. Huset kunne godt have været bedre, særligt sengene, men det gik - vejret og vores hygge sammen - kunne opveje meget.

I november var vi i Arrild igen. Vi måtte aflyse en tur til Fyn i august, så vi besluttede, at hen mod jul ville vi tage til Arrild i en uge. Og det blev også en rigtig dejlig og afslappende uge. Fredag kom vores børn og svigerbørn og de fleste af dem blev til søndag, hvor vi skulle hjem. Lørdag var vi i Ribe i noget elendigt vejr, med støvregn og ikke ret meget varme. Men det fik vi igen, da vi spiste frokost på Quedens gård.

Vi ville have været på Sælhunden, som vi plejer at være, men de havde to selskaber, så vi kunne ikke komme til at sidde nedenunder, som vi plejer og så blev vi enige om, at så ville vi prøve noget andet. Jeg havde længe gerne villet til Quedens, som blev restaureret sidste år. Og det valg fortrød vi ikke. Udvalget var også større, når vi havde to vegetarer i selskabet. Vi var også i flere butikker, hvor vi fik lidt med hjem fra. Det var i det hele taget en rigtig god dag.

Endelig blev 2021 jo også året, hvor vi kunne blive vaccineret for Covid-19. D. 28. fik vi begge det tredje stik. Jeg vovede at tage dette billede - i maj/juni var der skilt oppe om, at fotografering var forbudt. Det så jeg ikke denne gang, så jeg tog dette temmelig anonyme billede. Som jo, hvis man ser på det helt nøgternt, er aldeles uinteressant. Men det symboliserer jo noget helt særligt.

2021 blev også året, hvor jeg holdt op med at blogge hver dag. Det er jeg stadig lidt trist over, men der var bare for meget bøvl med det, mest pga. de forhindringer, som Typepad lagde mig i vejen. Men også fordi jeg, i august, blev ramt af stress og det blev til en kedelig pligt, i stedet for noget afslappende og hyggelig at skulle holde bloggen i gang.

Jeg har dog sat mig for, at jeg skal gøre noget mere ved det i 2022. Det må blive et bedre år! For os alle sammen!

Rigtig godt nytår!

Glimt af vores jul

som allerede begyndte d. 23., hvor vi holdt julefrokost hos min mor. Da vi kom til Aulum begyndte det at sne, og det blev det ved med, så det blev så fint og hyggeligt at sidde inde og kigge ud på det.

Hjemad var det lidt træls at køre fra Aulum til Holstebro, fordi der ikke var ryddet, men resten af vejen gik det fint. Og da vi nåede til Thyborøn var der, selvfølgelig, ikke mere sne.

Vi fik både Jakob og Bolette hjem til jul. Han fik lavet en PCR test hos et privat firma i Vejle og da den også viste negativ, var der jo ikke mere at være bekymret for. Bolette var blevet vaccineret for tredje gang, d. 22., og med dobbelt dosis, fordi hun var krydsvaccineret (Astra-Zeneca først, derefter Moderna). Det fik hun ekstra ondt i armen af og for at både Jakob og hendes far skulle huske, at de ikke skulle daske til armen, fik hun et lille advarselsskilt på.

Juleaften var vi hos min søster og svoger. Og det blev heldigvis en helt stille og fredelig aften. Dvs. fredelig og fredelig. Da lysene skulle pustes ud gik både den almindelige røgalarm og den, som er forbundet til deres husalarm i gang, så pludselig var der to røgalarmer, som hylede og en telefon, som ringede. Det var et værre tabernakel, lydene sidder mig stadig i ørerne. :-D

Vi havde Vicky med hjem d. 24. - men vi fandt ud af, at det var en lidt dårlig idé, for da vi skulle gøre klar til julefrokost 1. juledag, var det meget vanskeligt at komme til i køkkenet for en hund, som er ualmindelig madglad og som tigger døgnet rundt - næsten.

Billedet med støvsugeren (og julegaverne i IKEA posen), som er taget kl. 13, er et godt billede på, hvordan dagen ellers gik. Min mand blev pludselig svimmel og kvalm, så meget, at han måtte ligge det meste af dagen og jeg var forberedt på at skulle ringe til vagtlæge. Så galt gik det heldigvis ikke.

Vi havde, længe før jul, snakket om, at nu skulle vi have støvsuget. Men det endte med, at det først blev gjort 1. juledag. Men hva', så var der da også pænt og rent til gæsterne kom.

Min mand fik det bedre op ad dagen, så meget bedre, at han stod op og stegte både rødspættefileter og medister.* Han var dog ikke meget med ved bordet om aftenen.

Bolette fik den brillante idé at sætte nogle af mine Kivi stager på trappen. Så det så smukt ud, (billedet yder dem slet ikke retfærdighed), da gæsterne kom. De så dem nu først rigtigt, da de skulle hjem igen :-)

De sidste dage, mens Bolette og Jakob var hjemme, blev heldigvis mere fredelige. Tirsdag kørte vi dem til Struer, så de kunne komme med toget til Vejle. Jeg tog billedet af Marylin Anne og Sarpsborgpigen**, da vi kørte hjemad. Med en indlagt handletur i Lemvig og Harboøre.

Onsdag blev vi vaccineret, det gik lynhurtigt, vi var ude 5 minutter efter, at min mand skulle have været til. :-) Og nu skal vi ingenting de sidste tre dage af året. Men i det nye år, fortsætter vi lidt, hvor vi slap. Søndag skal min mand testes, før han skal til Skejby i næste uge.

Billedet af min fine juleengel fra Aluminia midt i rodet med Covid-19 hjemmetest (og andet, som jeg flyttede, før jeg tog billedet!) passer aldeles glimrende til at fortælle om vores jul 2021.

 

 

* I forgårs kom jeg endelig i tanke om, hvad det mindede mig om. Denne scene (og den efterfølgende) fra Lunefulde måne. Min mand lå heldigvis ikke for døden, men da Johnny Cammareris mor rejste sig fra dødslejet, gav hun sig også til at lave mad til alle, både de sørgende, Johnny og hende selv. Der var ligheder. :-)

** Modellen til pigen hed Molly Pedersen. Hun kom oprindeligt fra Norge, men boede en overgang i Aulum.

Hovsa!

I morges læste jeg gårsdagens blogindlæg, og opdagede først da, at jeg havde sat det samme billede ind to gange.

I stedet for at rette fejlen, lader jeg det være, for det er egentlig et udmærket billede på, hvordan denne tid har været. Jeg har også opdaget en trykfejl, eller snarere et manglende tryk på en tast. Det har jeg måske sværere ved at lade stå urørt! 😉

Men den sidste værtindegave, fra det famøse møde i syklubben, vil jeg også vise, så nu får den sit helt eget indlæg. 🙂 Endda med to billeder. Som ikke er helt ens...

Glædelig jul!

I år er jeg tidligt ude i forhold til alle de forudgående år. Men dengang jeg skrev hver dag, var der ikke så meget mening i at skrive et "glædelig jul" indlæg før d. 24.

Der er mange, som får en alternativ juleaften i år. Som det ser ud nu, bliver vores sikkert lige så hyggelig, som den plejer at være. Til gengæld har vores december været alt andet end hyggelig. 

For at gøre en lang historie lidt kortere, så havde jeg gæster d. 2. Vi havde en rigtig hyggelig aften, men glæden over det, blev overskygget af, at en af mine gæster næste dag, sendte SMS til os alle, om at hun og hendes mand var testet positive. Det satte os i et særligt dilemma, for min mand skulle på sygehus, både mandag og tirsdag. 

Vi fik bestilt tid til PCR test søndag formiddag (egentlig en dag for tidligt i forhold til, hvornår vi havde været udsat for potentiel smitte. Men det var der ikke noget at gøre ved!) Vi nåede heldigvis at få svar, inden vi kørte mod Holstebro. De var begge negative. Tirsdag satte vi kurs mod Herning, klokken midt om natten (det syntes min mand i hvert fald! 😊). Han skulle stødes, så hans hjerte kunne komme i normal rytme. Jeg skulle med som chauffør, for man er kortvarigt i narkose og må derfor ikke køre bil lige efter. 

Det gik desværre ikke efter planen. Efter et par timer hoppede hjertet nemlig ud af takt igen. Så i stedet for at hente ham, måtte jeg køre alene hjem. Jeg må indrømme, at jeg blev både skuffet, ked af det og frustreret. Vi havde i måneder set frem set til, at få det ordnet, så min mand kunne komme tilbage til sin normale form. Og hver gang vi så pressemøder om corona-situationen, var jeg nærmest ved at skrige, når der blev snak om pukler og udsættelser af behandlinger, for nu var vi så tæt på målet.

De beholdt ham, fordi han skulle af med en masse væske. I løbet af en eftermiddag og nat tabte han sig 4 kg. Hvilket var temmelig fantastisk, men han havde skullet stoppe med sin vanddrivende medicin, før behandlingen. Oven i skuffelsen over det mislykkede første forsøg, gik en tur til Vejle, til Jakob og Bolette, også i vasken. Vi skulle have besøgt dem for første gang i et år, og Jakobs forældre skulle også komme, så det havde vi set meget frem til. 

Efter et par dage kom min stakkels mand hjem igen - og blev dårligere og dårligere, både fysisk og psykisk - humøret var i hvert fald virkelig dårligt. Han havde fået en ny tid, d. 21. og det var selvfølgelig dejligt, men da han ikke havde fået nogen reel forklaring på, hvorfor det ikke gik, som det skulle, var vi selvfølgelig også ret nervøse for, at det heller ikke gik næste gang. Det var tredje gang, det skulle gøres. De to første gange, for år tilbage, var det gået helt uden problemer, så derfor kom det jo så meget bag på os, at det ikke var sådan tredje gang. 

Men det gik - anden gang var lykkens gang. Så nu ser vi frem til et par delvist rolige dage sammen med vores familie. Vi skal allerede holde jul i dag. Min mor kommer ikke længere hjem til nogen af os til jul, så Tobias foreslog, at vi skulle tage hjem til hende til frokost. Det syntes vi var en god idé, vi ændrede det bare fra d. 24. til d. 23. (som varhans oprindelige forslag).

Det hører for øvrigt med til historien, at mens vi stod i hele tabernaklet, faldt Emil på sit arbejde og brækkede en knogle i hånden. Så han måtte have assistance til indkøb og indbæring af varerne. Min mor havde også lidt problemer undervejs. 

Min test nr. 2 var også negativ. Min mand nåede at blive testet fire gange i løbet af en lille uge. Der var nemlig også en smittet patient på afdelingen. Men der var gevinst hver gang. Han var negativ.

Alt i alt tør jeg godt sige, at dette er den værste december jeg har oplevet indtil dato. Og indtil d. 21. var mødet i syklubben d. 2. det eneste hyggelige i en måned, som ellers traditionelt opfattes som årets hyggeligste! 

Mens jeg, i går aftes, har været i gang med at skrive dette indlæg, har jeg snakket med Bolette. Jakob var taget til stationen, for at rejse hjem til jul. Fire minutter før toget gik, fik han besked om, at hans bror er testet positiv, og da hans forældre har været sammen med ham, så vendte Jakob næsen hjemad igen.

Han har selv haft lidt ondt i halsen. Indtil videre har han taget tre hjemmetests og en kviktest, som alle har været negative. Jeg ved godt,  at de ikke er helt pålidelige nogen af dem, men jeg synes nu alligevel, ikke det kan passe, at fire tests ikke skulle vise bare én gang positiv, hvis man var smittet. I skrivende stund er situationen stadig ikke helt afklaret.

Billederne, som ledsager denne roman, er af de værtindegaver, som jeg modtog d. 2. Sjældent har jeg været så begejstret. Jeg fik også et strikkekit til en klud, som skal strikkes i hørgarn. Det var en vellykket aften. Indtil den ikke helt var det længere.

Jeg håber, at I alle får en rigtig hyggelig, men måske utraditionel juleaften. Jeg har læst om flere, som må undvære familiemedlemmer eller som skal fejre aftenen alene.

Glædelig jul, alle sammen!

 

En særlig vellykket kombination

synes jeg dette blev, i vinduet i vores gang. Som er uden varme og derfor velegnet til alpevioler. 

Men i år havde jeg næsten opgivet at få en lille hvid. Enten var der ingen hvide eller også var de i normal størrelse. Og jeg bryder mig faktisk ikke ret meget om alpevioler, bortset fra de mindste, som altså skal være hvide. 

Derfor blev jeg næsten barnligt begejstret over at finde én. Men det kan man måske godt forstå, når jeg fortæller, at jeg fandt den, hos den ene af de to lokale købmænd, der hvor vi ikke handler mest. Allerbagerst i en bakke. Og det var den eneste hvide overhovedet. Jeg skulle endda kun betale 5 kroner mere end hos Gartneriet Lemvig!

Glæden over at finde den, blev forhøjet af, at jeg havde haft potten til at stå tom et stykke tid. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle have en juletazet i den. Men dem har jeg simpelthen ikke set ét eneste eksemplar af i år.

Jeg skulle desuden have gæster dagen efter, så det kunne ikke være bedre. Jeg duer ikke til alpevioler, og denne har været vandet lidt for meget, men selv om jeg har fjernet en del halvvisne blomster, så ser den stadig fin ud. Og jeg har haft den siden d. 1. december. :-)

 

 

Til hverdag tænker jeg ikke over mærket i vindueskarmen. Men når jeg ser billeder, bliver jeg - igen - lidt træt af, at der ikke var nogen, som kunne fortælle os, for 26 år siden, at man ikke skal stille metalgenstande tilbage, når man lige har tørret over med en våd klud.

Søndags sang til godnat

I aften skal vi saftsus'me have en godnatsang. Jeg har jo, i nogle år, haft In th Bleak Midwinter, fast på repertoiret i december. Sådan skal det også være i år og i dag er det jo den sidste søndag før jul.

Jeg ville gerne have sangen i versionen fra sidste års Carols from King's. Men, igen, spændte Typepad ben for den plan. Jeg fandt i stedet, blandt andre, en smuk naturfilm, hvor melodien var brugt - men uden sang. Så den duede altså ikke.

Nu blev det denne, som er fra King's College, Cambridge fra 2008.

Sov godt, alle sammen!

Coastere, krusbrikker...

For et par måneder siden fik Emil nyt sofabord. Og det skal der jo passes på. Så jeg har syet nogle coastere til ham. I går aftes fik han dem overdraget. Og han syntes, de er fine. Det synes jeg faktisk også selv. Desværre fandt jeg for sent ud af, at jeg ikke har fået taget et billede, hvor man kan se, hvordan den bagerste ser ud. Men den er heller ikke så ringe.

De er, selvfølgelig, syet som Quilt-As-You-Go med noget af indholdet fra skufferne* med småstumper. Nogle af dem, som er brugt her, er temmelig gamle, bl.a. det med "øjnene"  på den bagerste og det, som kan minde om et stop flag fra et Formel 1 løb. Det syntes jeg var ret passende, for han interesserer sig levende for biler og hvad man kan med dem. Og brillerne minder meget om dem han selv har. :-)

Stykket med bygninger (bl.a. kan man se Chrysler Building) stammer fra et par bukser, som Bolette engang syede til sig selv, med lidt hjælp fra mig. Og lukkekanterne på dem begge er rester af det, som jeg brugte som lukkekant på den quilt, som Tobias fik til sin konfirmation (han fik i hvert fald toppen!)

Sådan kan der være både minder og symbolik i et par små firkanter af stof. Det er det, som (også) er så fascinerende ved patchwork.

 

 

*i en Moppe kommode fra IKEA.