Parttime Perfectionist

Sophies Scarf

er nok strikket i flere tusinde eksemplarer. Jeg har også strikket ét til mig selv. Men trods et større stykke uden ud-eller indtagninger midt på, så er det alligevel ikke langt nok til, at jeg kan få det omkring halsen to gange. Så jeg tænker, at jeg skal prøve igen.

Jeg havde dog heller ikke nok af den rest vintage mohair, som jeg har brugt som følgetråd til et bundt Yaku fra CaMaRose, så det kunne ikke blive ret meget større end det blev. 

Opskriften er, som man måske ved, fra PetiteKnit.

Det nærmer sig

Vi er kun så småt begyndt at pynte til jul. Men jeg har syet en julet mug rug. Inspirationen kommer fra Kathy Tracy quilts.*

Hendes er i blå og hvide stoffer.  Og betydeligt større end min. 60 rektangler har hun brugt. Jeg gik i gang med at skære løs, men på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg absolut ikke ville lave så stort et projekt. Jeg havde dog allerede skåret så meget, at der var næsten nok til to mindre versioner. 

Og den første er endelig blevet helt færdig. Jeg havde den med, da vi mødtes i Vesterhavs-gruppen i oktober, hvor jeg fik den quiltet. Men så gik jeg i stå. For nogle dage siden kom ånden over mig igen og jeg fik syet lukkekant på den. 

Siden er jeg også kommet videre med nr. 2, så hvem ved, måske er der en til os hver, før vi når d. 24. december? :-)

 

*Har man en Instagramkonto og interesse for patchwork, syet i reproduktionsstoffer, så er her masser af inspiration at hente!

Det var bedre!

For et stykke tid siden fandt jeg mit broderi med kornblomster og aks frem igen. Jeg syede lidt på det, men opdagede, at jeg, tidligere, havde syet et af aksene med den forkerte farve. Der var ikke mere tilbage i pakningen, af den rigtige farve, men jeg har siden fundet den i mit udmærkede lager af Dansk blomstergarn. 

Jeg havde overvejet, at få diagrammet forstørret, men var blevet enig med mig selv om, at det ikke var nødvendigt, når jeg manglede så forholdsvis lidt i at være færdig. Men det var før jeg kom til at kigge nøjere på de to kornblomsters midte. Som jeg ikke har syet på nogle af dem.

Det er et værre gnidder af halve korssting, både lodret og vandret og stikkesting i forskellige farver. Så jeg besluttede, at skulle det være færdigt, så måtte der en forstørrelse til. Og det fik jeg!

Nu burde det ikke være et problem at kunne se, hvad man skal gøre og hvor!

Helt genialt!

Ja, det synes jeg, at dette værktøj er. En lysplade, som kan bruges til mange ting, også til når man syr patchwork.

Jeg har skåret flere stykker stof til midterne af mine Wensleydale blokke. Nogle af dem er såkaldt fuzzy cut. Det vil sige, at de skal placeres temmelig præcist, for at ligge rigtigt, når man syr sammen.

I begyndelsen holdt jeg papiret med den tøjrede rektangel op mod lyset, men det var ikke så nemt at se, hvordan det egentlig kom til at se ud. Fordi stoffet ikke "hang fast" på papiret hele vejen, så man kunne simpelthen ikke se, om det nu også sad helt præcist. Det krævede ind i mellem adskillige justeringer, og mange knappenåle, og det gav mig idéen til at finde en lysplade.

Dem kan man købe mange forskellige af. Og til mange forskellige priser. Jeg nøjedes med den mest skrabede version, jeg kunne finde, hos CDON, for jeg tænker ikke, at jeg kommer til at bruge den så meget, når jeg engang er færdig med min Wensleydale quilt.

Da jeg altså ikke ville give flere hundrede kroner for den, måtte jeg nøjes med en, som ikke kan lades op. Det kom jeg nu ret nemt om ved. Jeg satte den til en powerbank og det fungerer selvfølgelig lige så fint, som hvis den var sat til en computer eller en almindelig stikkontakt. Fordelen er bare, at jeg ikke er afhængig af at være i nærheden af en stikkontakt. Noget, som man ikke altid er, når man bor i et gammelt hus.

Og det tog ingen tid at få placeret ræven lige der, hvor jeg ville have den.

At det godt kan lade sig gøre, at placere noget helt nøjagtigt uden lysplade er begyndelsen til denne blok bevis på. Men det krævede mange justeringer og det er næsten mere held end forstand, at det blev så godt!

Men jeg er virkelig glad for min lysplade!

Highline

Er navnet på dette lille sjal eller tørklæde, designet af Susie Haumann. 

Via Instagram havde jeg fulgt med i hendes teststrik og kort efter opskriften var blevet udgivet, købte jeg den. Jeg havde også en plan om hvilket garn jeg skulle bruge. 

Yaku garnet fra CaMaRose, som jeg havde købt til mit strandede Hortensia sjal, og som jeg langt om længe har indset, at jeg aldrig får færdigt.Jeg havde gemt det stykke, som jeg havde nået at strikke, før jeg, modstræbende, måtte erkende, at det var alt for besværligt for mig at strikke.

I mellemtiden var jeg faktisk begyndt på at planlægge andre projekter med garnet, og i et tilfælde også begyndt at strikke af det, men ideerne var blevet forkastet én efter én, på nær det, som jeg var begyndt på.

Det var jeg dog også gået i stå med, fordi det krævede en omgangstæller, da jeg ellers ikke kunne holde styr på ind- og udtagninger. 

Jeg begyndte i første omgang på Highline i et andet garn. Men efter et stykke tid fandt jeg ud af, at jeg havde lavet en fatal fejl (ikke samme antal masker på begge sider af midten) og da man strikker nedefra og op, så var der ikke andet at gøre end at trævle op.

Samtidig fandt jeg ud af, at der muligvis ikke var garn nok og så var det jeg greb til Yaku. Og jeg er ganske godt tilfreds med resultatet. Jeg synes, det er så fint, men desværre bliver det nok kun til det ene, for det er rædsomt kedeligt at strikke. Det tager en evighed, inden man får taget så mange masker ind, at det begynder at gå lidt hurtigere at strikke en pind og i det sidste stykke med "lusene" skal man strikke tre vrangpinde i træk. Det er jo ikke til at holde ud! :-D

Til min fødselsdag

fik jeg Jen Kingwells bog Quilt Recipes, som jeg har ønsket mig lige siden den udkom.

Og lige siden jeg så de første billeder af bogen, har jeg også tænkt, at jeg skal sy en version af Wensleydale quilten, som er på forsiden.

Jeg lavede først en testblok. Som blev ret ringe, men jeg har siden gjort den færdig, så måske får den lov til at komme med i den færdige quilt. Det hjalp gevaldigt med den sidste omgang, men midten er ikke god, alt for lidt kontrast mellem de to første omgange. Det ser værre ud i virkeligheden!

Nr. 2 blev absolut bedre. Men også her er midten ikke helt god. 

Men, indtil videre i hvert fald, er jeg mest begejstret for nr. 3. Alt passer så godt sammen, synes jeg.

Jeg har desuden gjort de indledende øvelser til blok nr. 4. Det bliver vist heller ikke helt dumt.

Den originale version består af 60 blokke. Jeg vil nøjes med 45, fem vandret og ni lodret. Det har jeg vist lige papir nok til.

At sy på papir er absolut ikke det bedste jeg ved, men jeg hygger mig nu ret godt med det. Og jeg syr konsekvent første søm med lange sting, så jeg ikke skal sidde og slås med nogle småbitte sting, hvis/når jeg skal sprætte op. :-D

Mit Århus-sjal

For en måned siden blev jeg færdig med mit Århus-sjal, og det er nu slet ikke så tosset. Særligt ikke i betragtning af, hvor grimt, jeg syntes det var, da jeg begyndte på det i september 2017.

Jeg har kigget lidt sporadisk i mine billeder, men der findes vist ikke et af den smule, jeg dengang fik strikket, og som fik lov at ligge i snart 5 år. I et gammelt blogindlæg er der billede af det allerførste forsøg. Det var slet ikke kønt!

Men når man ser på billedet, som jeg tog undervejs, mens jeg strikkede den endelige version, så ser det nu slet ikke så farligt ud. Og jeg er også ganske godt tilfreds med det endelige resultat. Det er dejligt at være blevet færdigt med noget, som flere gange var tæt på at blive trævlet op, og det er dejligt, at der er blevet ryddet ud i nogle af mine utallige små og store nøgler Supersoft.

Sjalet er designet af Susie Haumann og findes i hæftet, som hedder Urban.

Mere UFO syning

Mens jeg gik og ventede på tråden til min Nina-quilt, fandt jeg et andet projekt frem, som jeg er gået i stå med. Blokkene skal blive til en Crossroads-quilt, som jeg begyndte på i september 2020.

Jeg bildte mig, i første omgang, ind, at jeg kun skulle have 16 blokke. Men jeg kunne nu godt se, da jeg fik dem fundet frem igen, at det ville blive en fjollet størrelse. Så jeg har bestemt mig for at sy 25 i alt.

En af dem, som jeg havde syet tidligere, havde forputtet sig og kom derfor ikke med på billedet øverst.

Det blev til tre nye blokke.

Jeg er godt tilfreds med dem alle tre, men særligt denne, synes jeg, blev ekstra fin.

Tirsdag kom tråden til Nina-quilten, så nu er symaskinen rigget om til at quilte videre på den og Crossroad blokkene må vente lidt igen.

Endelig, endelig

har jeg fået lyst til at sy igen. Det er længe siden, at jeg, for alvor, syntes, at det var hyggeligt og sjovt. Men nu er jeg i gang. Og endda med noget, som i grunden godt kunne være lidt kedeligt. Men jeg glæder mig så meget til at blive færdig med min Nina Quilt, som jeg syede toppen til i 2020.

Tirsdag fik jeg samlet quilten, onsdag kom jeg så småt i gang med at quilte.

Men allerede torsdag morgen gik jeg desværre i stå. Jeg havde fundet en rulle Aurifil tråd, som jeg fik i en goodiebag engang jeg var til Træf. Det er meget længe siden, men jeg har haft utrolig glæde af de 6 ruller i forskellige tykkelser, som var i posen, og jeg har stadig noget tilbage af dem alle. Det vil dog ikke vare længe, før det er slut med denne fine Fern Green, som passer perfekt til mit projekt og som jeg, indtil nu, har brugt som både over- og undertråd. 

Jeg var forberedt på, at det ikke ville kunne slå til, så jeg havde kigget lidt omkring på Nettet, men jeg vidste næsten på forhånd, at jeg ikke kunne finde en forhandler her i landet. Og det var da også i Italien, Tyskland og Storbritannien* jeg fandt det. Grunden til, at det kunne blive svært, er, at det er en 28wt (wt står for weight. Det har noget med tykkelse og løbelængde at gøre). De fleste forhandler den almindelige sytrådstykkelse.

Jeg opgav at handle i udlandet, for dels blev det en lidt kostbar rulle tråd pga. forsendelsesomkostningerne og dels ville det tage længere tid for det at nå frem.

Torsdag måtte jeg så finde på en Plan B. Det lykkedes - og jeg kan ikke lade være med at ærgre mig over, at jeg ikke kom på den idé, da jeg gik i gang med at quilte.

Plan B gik ud på at købe en rulle i den almindelige gængse 50wt, og bruge den som undertråd, så længe den lidt tykkere slår til. Som man kan se, så varer det ikke ret længe, før det er slut.  Spolen med undertråd er løbet tør. Men selv hvis jeg havde tænkt på at købe en rulle af den tynde og brugt den som undertråd, helt fra begyndelsen, så ville jeg være løbet tør for det tykkere. Nu vil jeg sy resten med den tynde i både over- og undertråd, når det er helt slut med den lidt tykkere.

Jeg kiggede igen på nettet og denne gang vidste jeg, at jeg sikkert sagtens kunne finde en forhandler i Danmark. Jeg vidste bl.a. at Karina Sloth Hansen har et stort udvalg,** for hende har jeg handlet med før. Og sandelig om ikke hun også havde min grønne. Endda til en god pris, og forsendelsen skulle kun koste 35 kr. leveret direkte i min postkasse. Jeg følte nærmest, at jeg havde vundet i lotteriet.

Der er bare ét aberdabei. Jeg får det tidligst mandag eller tirsdag...

 

 

*Hvor kun en af de butikker, hvor jeg fandt det, ville have bøvlet af at sende til et land i EU.

** Udvalget er blevet betydeligt større, end da jeg handlede med hende første gang. 268 forskellige farver har hun, så i følge Aurifil mangler der vist kun to.

UFO-syning

Jeg meldte mig, alt for optimistisk, skulle det vise sig, til QuiltScandinavias sædvanlige 5 før 5, som går ud på, at man, inden 1. maj har syet mindst 5 UFO'er færdig. Jeg har syet 0 (nul) færdig. Men inden for de sidste par uger er jeg gået i gang med at sy mine diamanter sammen til det, som gerne skulle blive til et pudebetræk.

Jeg købte postkortet med skabelonen, hos Ametié Textiles, i 2019. Jeg gik i gang næsten med det samme, men jeg gik altså også i stå efter et stykke tid. Nu er jeg i gang igen. Det går lidt langsomt, men det går da. 

Når man syr patchwork hører man tit folk sige, at det må kræve stor tålmodighed. Det synes jeg egentlig ikke, at det gør. Men at sy på amerikansk, synes jeg faktisk kræver lidt tålmodighed, fordi der er så meget forarbejde og sammensyningen går heller ikke vildt hurtigt. Men en dag, måske om ikke så længe, så har jeg et fint pudebetræk til en pude, som skal stå i min blå sofa.

Erantis Lace krave

Det er ikke blevet til mange indlæg i februar. Og det er ellers ikke fordi, jeg ikke har nok at fortælle om. Men nu vil jeg skynde mig at poste endnu et indlæg, før måneden er forbi.

For et par uger siden strikkede jeg denne lille krave, som skal være en barselsgave sammen med en lille quilt til barnevognen. Den er det gået ikke helt så hurtigt med at lave, men jeg er dog i gang med at gøre den helt færdig.

Kraven hedder Erantis Lace krave og designet er fra Knitting for Sif.Jeg har strikket den i Indiecita fra Filcolana og der gik ikke mange gram til. I følge opskriften går der 15-25 gram til, alt efter størrelsen. Jeg har strikket i str. 6-12 måneder.

Det tog ikke lang tid at strikke den, jeg måtte dog pille et par pinde op, fordi jeg havde lavet en fejl i omgangen, hvor man strikker 9 masker i den samme maske. Det var lidt træls....

Jeg har fulgt opskriften, næsten, til punkt og prikke. Bortset fra, at jeg ikke har strikket på en 40 cm rundpind. Jeg kan ikke se nogen grund til at sidde og fedte med sådan en kort pind, når man strikke frem og tilbage.

Og så er der, efter min overbevisning en fejl til sidst. Der står at man skal strikke 3 pinde ret og samtidig lukke af på den sidste pind. Men så får man altså ikke 2 retriller, sådan som det tydeligt fremgår af billederne, at der skal være - og man kommer desuden til at lukke af fra vrangsiden. Men bortset fra det, så er det en glimrende opskrift.

Blomsterne ville stå lidt tydeligere i et knapt så "behåret" garn, men jeg synes, den er blevet fin, og jeg har fået en idé til, hvad jeg kan strikke af mit fine silkegarn.

Elefanten, som godt kunne trænge til at blive pudset, hang i kalechen på min barnevogn for snart 65 år siden. Vildt mærkeligt at skrive det. Så gammel er jeg jo ikke....