i 2022, er det samme, som det sidste jeg syede i 2021. En coaster. Dette er en prototype. Jeg kom på, at jeg ville prøve, hvordan det er at sy med Annies Soft'n'Stable som mellemfor.
Det var sådan set udmærket, det blev bare en lille smule bøvlet, da jeg skulle sy lukkekanten til i hånden. For bagsidestoffet havde en tendens til at vippe op, så det var lidt svært at få stoffet til at ligge stramt omkring kanten. Jeg prøvede at presse lidt, med et strygejern, men det hjalp ikke alverden. Jeg må nok prøve at zigzagge lagene sammen, når jeg skal prøve igen.
Jeg vil nemlig gerne sy med det, det er nemt og man skal ikke have gang i strygejern eller andet, før man kan komme i gang med at sy. Til de sidste seks jeg har syet, har jeg brugt en volumenvlies med lim og en almindelig tynd vlieseline, som jeg strøg på bagsidestoffet. Det gav et fint stabilt resultat, men også lidt for meget arbejde, især når der skulle seriefabrikeres. Og det skal der igen, så jeg ville gerne gøre det en lille smule nemmere for mig selv.
Jeg er glimrende tilfreds med resultatet. Det er syet fuldstændigt efter princippet, man tager hvad man haver. Jeg havde ikke tænkt meget over, hvordan det skulle se ud, men fandt stumpen med blomsterne, som det første og så gik jeg ud fra det.
Lukkekanten er lidt sjusket syet i forhold til de andre jeg har lavet. Men for dem alle gælder, at jeg har opdaget noget, som "generer" mig.
Jeg synes, det er svært at få hjørnerne ens og lige pæne. Når man syr en quilt, så tænker man ikke så meget over det, fordi hjørnerne er langt fra hinanden. Men på de her småting ser man det meget tydeligere. Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af, hvad det er jeg gør forkert, når de ikke bliver ens. Indtil videre er jeg ikke blevet klogere. ;-)