Parttime Perfectionist

Ud på tur

Det skal vi også i 2022. Og to ture er allerede klar. Den første i februar, hvor vi ikke skal køre så langt. Kun til Harboøre til Nørregade 18b, hvor der nu er en fantastisk spillested/kulturhus/B&B, men hvor der tidligere var en Brugs. 

Som man kan se, så skal vi høre Niels Hausgaard. Det var min søster og svoger, som syntes, at det kunne være en god julegave. Hun spurgte, hvad vi syntes om det og vi snakkede lidt frem og tilbage om det, men så blev det afgjort, da jeg sagde, at man jo ikke kunne være sikker på, at han bliver ved at turnere. Han er jo efterhånden ved at være en fuldvoksen mand.

Min søster og svoger fik også julegave fra Nørregade 18b. Et gavekort, som jeg hentede d. 21. december. Da jeg havde vendt bilen havde jeg denne fine udsigt og jeg måtte have et billede. Jeg tænkte straks, at det skulle slås op på Instagram. Men så kom jeg i tanke om, at jeg hellere måtte vente, for hvis min søster så det, så ville hun nok ikke have problemer med at gætte, hvad jeg havde været i Harboøre efter.

De to containerhuse er der, hvor man kan overnatte.

Vi skal, på et tidspunkt, overnatte i noget, som er af mere ærværdig alder end en container. Vi fik nemlig også et gavekort til overnatninger i Sælhunden i Ribe. Det glæder vi os også til. Hvornår det skal være, har vi ikke helt bestemt, men det afhænger jo også af, hvornår der er ledigt. Men jeg tænker, at det skal være i foråret (og der skal jo være Broderibe i år. ;-) Noget, som min mand sikkert ikke har den store interesse i. Men jeg behøver sådan set bare kigge på boderne på Markedspladsen ved Danhostel. Det kan nu godt være, at der allerede er fuldt booket hos Sælhunden).

Nå ja, og så har vi jo også mulighed for at spise kaviar med en passende ske, hvis det skulle være. Jeg fik øje på den, da jeg skulle kigge efter noget andet på Hornvarefabrikkens hjemmeside. Men jeg havde ikke tænkt på, at sådan en ske er temmelig lille. Og det er jo også umuligt at se, hvor stor den egentlig er. Så jeg blev lidt forbavset, da jeg pakkede gaven op juleaften. :-)

Kolding

Jeg fandt lynhurtigt ud af, at mit Geilsk tynd uld slet ikke egnede sig til at strikke det fine sjal Seedling, sådan som jeg ellers havde forestillet mig, at det ville.

Garnet købte jeg i juni 2012, da vi var tre, som var på tur til Silkeborg, til Grib garnet strikkefestival. Det var et kit til et sjal, som Bente Geil havde designet i anledning af festivalen. I det indlæg jeg skrev om turen, skrev jeg bl.a.: Jeg er lidt betænkelig ved det, fordi det er dominostrik og det er jeg aldrig blevet grebet af, men det håber jeg, at jeg bliver, når jeg går i gang. Til det kan jeg kun sige, dét gjorde jeg ikke. Tværtimod. Jeg kunne overhovedet ikke finde ud af at strikke sjalet. Når jeg kiggede på diagrammet, så syntes jeg nærmest, at det var spejlvendt, at jeg skulle gøre præcis det modsatte af, hvad jeg mente, man skulle gøre. Så jeg gav meget hurtigt op. Og garnet fik lov at ligge - i næsten 10 år!!

Men da jeg havde konstateret, at det ikke duede til Seedling, så besluttede jeg mig for, at jeg ville finde en anden sjalsopskrift. Jeg søgte på Ravelry, med garnet som udgangspunkt. Og faldt ret hurtigt over et sjal, som hed Kolding.

Jeg gik ind og kiggede på de mange udgaver af det, som var blevet strikket. Og syntes i begyndelsen, at det var en underlig sag, ja, nærmest grim. Men så så jeg billeder, hvor det var vist på et menneske* og så kunne jeg pludselig se dets dyder. Det så ud til at sidde fantastisk godt. Og de forskellige teknikker, bl.a. rib og patent, blev fremhævet på smukkeste vis.

Så jeg købte opskriften. Og svært er det ikke, men jeg bøvler nu alligevel en del med det. I går opdagede jeg, at jeg har tabt en maske - for et godt stykke tid siden (den sidder tøjret med den gule markør til højre i billedet). Men den bliver nu bare hæftet sammen med strikket.

Egentlig er det lidt værre, at jeg har opdaget, mens jeg har skrevet indlægget, at jeg også har gjort noget forkert i ribkanten. Jeg skulle have fortsat med at lave et hul på hver 6. pind. Men det er jeg nu helt og aldeles ligeglad med, at jeg ikke har gjort. Det er en lidt besværlig måde man skal strikke det i venstre side (slå om og to drejet vrang sammen...) så det bliver først i den anden ende jeg giver mig til det igen. Og det tror jeg faktisk bliver lige så pænt.

I det hele taget er der mange af de, som har strikket det, som har eksperimenteret med det. Jeg har lige set et, hvor kanterne er strikket som i-cord (hestetømme) og det ville jeg da ønske, at jeg også havde gjort. Dels er det så smukt og dels er det nemt - og virkelig meget pænere end den kant, som man strikker på originalen - et ret, en vrang to gange. Det ser også ud som om den kant har en tendens til at vippe bagud, selv efter sjalet har været vasket og spændt op.

Lidt kommer jeg til at afvige fra opskriften, med vilje ;-). Jeg har ikke tænkt mig at strikke med en ekstra farve i den ene ende. Dels synes jeg ikke det er særlig pænt og dels har jeg så rigeligt garn. Fem bundter har jeg, for jeg købte et ekstra ud over de fire, som fulgte med kittet, jeg købte, dengang for ret længe siden.

 

*Billederne, som var på siden, hvor opskriften kunne købes, var ikke særligt inspirerende syntes jeg. Den surmulende unge dame kunne i hvert fald ikke sælge det til mig!

Jeg har givet mig selv en boggave

Jeg lånte 52 Weeks of Shawls på biblioteket før jul. Efter adskillige ugers ventetid (vi taler om et par måneder) blev det min tur til at låne den. Og jeg blev så begejstret for den, at jeg, på årets næstsidste dag, bestilte den hos Tante Grøn, min yndlingsgarnbutik.

Jeg havde først ringet og spurgt, om de skulle kende til den hos den lokale boghandler i Lemvig. Det gjorde de, måske ikke så overraskende, ikke. Den foregående 52 Weeks of Socks er oversat til dansk, men sjalerne er ikke. Den skulle bestilles hjem fra England, og da den unge mand jeg snakkede med, heller ikke lød alt for entusiastisk, bestemte jeg mig for at købe den lidt længere hjemmefra.

Bogen er konstant lånt ud, så derfor var det selvfølgelig også umuligt at genlåne, da tiden var udløbet. Det bibliotek, som havde den lånt ud længst, havde den først hjemme igen d. 26. september! De fleste andre havde den først igen i februar eller marts.

Så længe varer det dog næsten også, før jeg får min. For efter nogle dage blev jeg ringet op fra butikken, først fordi man ville fortælle mig, at den kom sidst i uge 1 (og ikke efter 1-3 dage, som der stod på hjemmesiden) Og et par dage senere fik jeg så endnu et opkald. Bogen er udsolgt fra forlaget, der skal trykkes nye eksemplarer, så midt i februar skulle den gerne være her.

Det gør nu heller ikke så meget. Jeg har et par ting på pindene lige nu. Jeg ville egentlig have strikket et sjal fra bogen, som hedder Seedling. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det slet ikke blev så fint og skarpt i uldgarn, som det var i den hørblanding, som er brugt i originalopskriften. Så den idé blev skrottet og i stedet købte jeg en opskrift til et andet sjal. Mere om det senere...

Det første jeg har syet

i 2022, er det samme, som det sidste jeg syede i 2021. En coaster. Dette er en prototype. Jeg kom på, at jeg ville prøve, hvordan det er at sy med Annies Soft'n'Stable som mellemfor.

Det var sådan set udmærket, det blev bare en lille smule bøvlet, da jeg skulle sy lukkekanten til i hånden. For bagsidestoffet havde en tendens til at vippe op, så det var lidt svært at få stoffet til at ligge stramt omkring kanten. Jeg prøvede at presse lidt, med et strygejern, men det hjalp ikke alverden. Jeg må nok prøve at zigzagge lagene sammen, når jeg skal prøve igen.

Jeg vil nemlig gerne sy med det, det er nemt og man skal ikke have gang i strygejern eller andet, før man kan komme i gang med at sy. Til de sidste seks jeg har syet, har jeg brugt en volumenvlies med lim og en almindelig tynd vlieseline, som jeg strøg på bagsidestoffet. Det gav et fint stabilt resultat, men også lidt for meget arbejde, især når der skulle seriefabrikeres. Og det skal der igen, så jeg ville gerne gøre det en lille smule nemmere for mig selv.

Jeg er glimrende tilfreds med resultatet. Det er syet fuldstændigt efter princippet, man tager hvad man haver. Jeg havde ikke tænkt meget over, hvordan det skulle se ud, men fandt stumpen med blomsterne, som det første og så gik jeg ud fra det.

Lukkekanten er lidt sjusket syet i forhold til de andre jeg har lavet. Men for dem alle gælder, at jeg har opdaget noget, som "generer" mig.

Jeg synes, det er svært at få hjørnerne ens og lige pæne. Når man syr en quilt, så tænker man ikke så meget over det, fordi hjørnerne er langt fra hinanden. Men på de her småting ser man det meget tydeligere. Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af, hvad det er jeg gør forkert, når de ikke bliver ens. Indtil videre er jeg ikke blevet klogere. ;-)

Årets julebog

Det er nu ikke, fordi jeg køber en bog til jul hvert år. Men i 2021 gjorde jeg. Denne fine billedbog, som Anne Stange - helt uforvarende - kom til at lokke mig til at købe.  

Jeg skulle købe en julegave gennem Gyldendals bogklub og opdagede, at man der kunne købe den danske version af Astrid Lindgrens fortælling om julen 1913. Det var kun den næstbedste løsning, for jeg ville meget hellere have haft den på svensk.

Men fin er den og historien er sød (og jeg kan også godt høre ALs stemme, når jeg læser den, men jeg er sikker på, at jeg ville høre den meget mere tydeligt, hvis bogen var på svensk!)

Jeg har også allerede besluttet mig for, hvilken bog jeg skal købe til julen 2022 - og jeg må i grunden hellere gøre det allerede nu, for ellers har jeg uden tvivl glemt det, når det er jul igen. Om ikke så længe... 

Det skal være denne version af Charles Dickens' Et juleeventyr. Jeg har en gammel version på dansk, oversat af Eva Hemmer Hansen. Denne jul hørte jeg Hugh Grant læse historien (helt og aldeles fantastisk!), så nu vil jeg også have en engelsk udgave af den evige klassiker.

For nogle år siden så jeg denne og tænkte, at den måtte jeg have. Det gik i glemmebogen, men da jeg ville finde den igen, fandt jeg så den anden, som jeg synes, er endnu finere (og da den skal "ligge til pynt" så betyder det jo noget, at forsiden er flot!)

 

Billedet af A Christmas Carol er lånt hos Penguin Australia.

Det sidste jeg syede

i 2021 var coastere til de fire "børn", som ikke havde fået nogle. Der skulle jo ikke gøres forskel, når nu Emil havde fået et sæt. 

For at gøre det lidt nemt for mig selv, valgte jeg at lave dem i julefarver. Så behøvede jeg ikke spekulere over, hvilke farver jeg evt. skulle vælge til Rebecca og Tobias, som vi stadig har tilgode at besøge i deres nye fælles lejlighed (jeg har siden fået at vide af Tobias, at de gerne må være grønne. Det er Rebeccas yndlingsfarve, så det lyder jo rimeligt nok. :-)) Desuden havde jeg samlet nogle røde smårester fra i en pose, så det gjorde det også ekstra nemt.

De øverste er dem, som jeg syede til Jakob og Tobias.

Mens disse er til Rebecca og Bolette. Det var først da jeg tog billedet her, at det gik op for mig, at jeg havde sendt de forkerte med Tobias og Rebecca. Alt i alt synes jeg de blev ret fine. Men næste gang vil jeg lave dem lidt større (det er alle de andre jeg har syet) for det er lidt for besværligt at sy lukkekanten til i hånden, når de ikke er så store (4,5 tommer, ca. 11 cm).

Man kommer f.eks. nemt for tæt på hjørnet, når man begynder og slutter med at sy lukkekanten på. Og det kan give et værre bøvl med at få hjørnet pænt og samlingen lige så, når man syr til i hånden på bagsiden.

Baggrunden på det nederste billede kræver også et lille indlæg. Det er - endnu engang* - Anne Stange, som har ledt mig på afveje i julen. Jeg så den fine bog, som hun havde købt på en lille førjuls-tur til Sverige. Men mere om det senere.

 

 

* Til de, som evt. har fulgt linket og læst det gamle indlæg om Stig Lindberg platten, kan jeg oplyse, at jeg stadig ikke har fået købt den ophængningsfidus til at sætte bagpå. Jeg var ellers fast besluttet på, at det skulle gøres til denne jul...