Det er ikke blevet til mange indlæg i februar. Og det er ellers ikke fordi, jeg ikke har nok at fortælle om. Men nu vil jeg skynde mig at poste endnu et indlæg, før måneden er forbi.
For et par uger siden strikkede jeg denne lille krave, som skal være en barselsgave sammen med en lille quilt til barnevognen. Den er det gået ikke helt så hurtigt med at lave, men jeg er dog i gang med at gøre den helt færdig.
Kraven hedder Erantis Lace krave og designet er fra Knitting for Sif.Jeg har strikket den i Indiecita fra Filcolana og der gik ikke mange gram til. I følge opskriften går der 15-25 gram til, alt efter størrelsen. Jeg har strikket i str. 6-12 måneder.
Det tog ikke lang tid at strikke den, jeg måtte dog pille et par pinde op, fordi jeg havde lavet en fejl i omgangen, hvor man strikker 9 masker i den samme maske. Det var lidt træls....
Jeg har fulgt opskriften, næsten, til punkt og prikke. Bortset fra, at jeg ikke har strikket på en 40 cm rundpind. Jeg kan ikke se nogen grund til at sidde og fedte med sådan en kort pind, når man strikke frem og tilbage.
Og så er der, efter min overbevisning en fejl til sidst. Der står at man skal strikke 3 pinde ret og samtidig lukke af på den sidste pind. Men så får man altså ikke 2 retriller, sådan som det tydeligt fremgår af billederne, at der skal være - og man kommer desuden til at lukke af fra vrangsiden. Men bortset fra det, så er det en glimrende opskrift.
Blomsterne ville stå lidt tydeligere i et knapt så "behåret" garn, men jeg synes, den er blevet fin, og jeg har fået en idé til, hvad jeg kan strikke af mit fine silkegarn.
Elefanten, som godt kunne trænge til at blive pudset, hang i kalechen på min barnevogn for snart 65 år siden. Vildt mærkeligt at skrive det. Så gammel er jeg jo ikke....