I begyndelsen af marts fik jeg endelig lidt inspiration til at flytte rundt på nogle af mine utallige nipsgenstande. Her på de to Moppe kommoder havde jeg haft den samme opstilling i flere år. Men nu syntes jeg, at der skulle noget andet til.
Og jeg må da sige, at det blev meget bedre sammen med plakaten for udstillingen med Grete Jensens keramik, som jeg var så heldig at se på Johannes Larsen museet i sommeren 2018.
Hun hørte til i kredsen af Fynbo malerne, hun var datter af Peter Hansen, kusine til Anna* og Fritz Sybergs børn - og så var hun gift med Johs. V. Jensens ældste søn Jens.
Hun grundlagde, sammen med fætteren Hans Syberg, firmaet Hans og Grete. Det blev senere overtaget af Hans' bror Lars og det er stadig hans navn man forbinder med det farverige keramik, som jeg har noget stående af på kommoderne.
I sagens natur er det ikke nemt at finde Grete Jensens keramik. Hun blev kun 29. Det kan man godt begræde, når man ser, hvor god hun var til både at lave og dekorere keramik, tegne og male akvareller.
I 2018 var jeg, som sagt, så heldig, at jeg så udstillingen om hende på Johannes Larsen museet. Jeg havde tænkt, at jeg skulle lave et blogindlæg om det dengang, men det blev ikke til noget. Nu kan jeg passende vise nogle af de billeder jeg tog.
Keramikken, som er produceret efter Lars Syberg overtog firmaet, er fin, men som man kan se, så var det nogle helt andre motiver, som var på det, som Grete Jensen dekorerede.
Akvarel med junglestemning.
Firmaet Hans og Gretes logo og en blok med en akvarel med påskelilje. Man kan virkelig få en fornemmelse af, hvad man er gået glip af, fordi Grete Jensen døde så ung.
Plakaten fra udstillingen, som jeg købte, er en akvarel malet af Jens Jensen.
Forskellige kander med smukke, naturlige kvinder.
Forlægget til en krukke og det færdige produkt.
Og jeg ville da så gerne eje en tallerken med en giraf! :-)
* Hun døde også alt for ung.