Parttime Perfectionist

Forårsforandringer

I begyndelsen af marts fik jeg endelig lidt inspiration til at flytte rundt på nogle af mine utallige nipsgenstande. Her på de to Moppe kommoder havde jeg haft den samme opstilling i flere år. Men nu syntes jeg, at der skulle noget andet til.

Og jeg må da sige, at det blev meget bedre sammen med plakaten for udstillingen med Grete Jensens keramik, som jeg var så heldig at se på Johannes Larsen museet i sommeren 2018.

Hun hørte til i kredsen af Fynbo malerne, hun var datter af Peter Hansen, kusine til Anna* og Fritz Sybergs børn - og så var hun gift med Johs. V. Jensens ældste søn Jens.

Hun grundlagde, sammen med fætteren Hans Syberg, firmaet Hans og Grete. Det blev senere overtaget af Hans' bror Lars og det er stadig hans navn man forbinder med det farverige keramik, som jeg har noget stående af på kommoderne.

I sagens natur er det ikke nemt at finde Grete Jensens keramik. Hun blev kun 29. Det kan man godt begræde, når man ser, hvor god hun var til både at lave og dekorere keramik, tegne og male akvareller.

I 2018 var jeg, som sagt, så heldig, at jeg så udstillingen om hende på Johannes Larsen museet. Jeg havde tænkt, at jeg skulle lave et blogindlæg om det dengang, men det blev ikke til noget. Nu kan jeg passende vise nogle af de billeder jeg tog.

Keramikken, som er produceret efter Lars Syberg overtog firmaet, er fin, men som man kan se, så var det nogle helt andre motiver, som var på det, som Grete Jensen dekorerede.

Akvarel med junglestemning.

Firmaet Hans og Gretes logo og en blok med en akvarel med påskelilje. Man kan virkelig få en fornemmelse af, hvad man er gået glip af, fordi Grete Jensen døde så ung.

Plakaten fra udstillingen, som jeg købte, er en akvarel malet af Jens Jensen.

Forskellige kander med smukke, naturlige kvinder.

Forlægget til en krukke og det færdige produkt.

Og jeg ville da så gerne eje en tallerken med en giraf! :-)

 

* Hun døde også alt for ung.

 

WTF??!!??

Nu har Typepad tilsyneladende fundet det store skyts frem for at forhindre mig i at lave blogindlæg.

I fredags, da jeg gjorde lørdagens indlæg færdigt, forsøgte jeg at lægge et billede ind. Det kunne ikke lade sig gøre, så jeg prøvede at gemme indlægget - og fik så denne besked.

I den tid det tog mig at prøve at finde en emailadresse, så jeg kunne klage min nød, var jeg dog blevet unblocked. For jeg prøvede at logge ind igen, bare fordi... og så var der ikke noget i vejen.

Jeg fik desværre ikke taget et skærmbillede af begrundelsen. Men det var selvfølgelig noget med, at jeg havde overtrådt reglerne for, hvordan man må skrive blogindlæg hos Typepad.

Overskriftens ord er meget brugt på sociale medier, når man bliver overrasket, sur eller helt perpleks over noget man læser. Måske ved man godt, hvad det betyder, men skulle man være i tvivl, så kan man finde ud af det her.

Jeg har valgt at bruge forkortelsen (som altså også er den mest anvendte). Havde jeg skrevet alle ordene, så var jeg nok blevet blokeret igen! Og så havde der måske også en grund til det. ;-)

Endelig!

Forleden tog jeg mig sammen til at sætte min lille quilt, som skal forestille et udsnit af en større, i en ramme. Jeg var nærmest i chok i flere dage efter. Inden da havde den ligget på spisebordet i over halvanden måned - og færdig har den været i snart et år. D. 31. marts sidste år har jeg taget billede af den. 

Det blev noget ferskt, det kan jeg godt se. Men jeg havde lige et stykke fint karton, på mit lille lager, bag et skab. Så det tog jeg - rammen er arvet fra Bolette og Jakob. Jeg havde planer om at bruge en anden, men så skulle jeg først til at have det billede ud, som var i den. Og det var lukket inde med brun tape, så det gad jeg slet ikke gå i gang med. Denne ramme har desuden den meget store fordel, at der er en passepartout. Derfor bliver quilten ikke mast flad.

Nu lader jeg det hænge, for om et par måneder skal badedamen op og så kan jeg lave om på det, som jeg synes er forkert.

Den lille collage med fuglen har jeg købt hos Hanne Wind-Hansen for nogle år siden. Det er også første gang den er kommet op at hænge. Det har dog været i ramme i flere år, det har stået på gallerihylden over vores spisebord. Det ser ud, som om den sidder skævt i rammen. Men det er synsbedrag. Det er det til gengæld ikke, hvis man synes, at quilten sidder skævt i sin ramme. Men det bliver også først rettet om et par måneder.

På lageret fandt jeg også denne plakat, som jeg helt havde glemt, at jeg ejer. Jeg har en større skat af gamle plakater (gamle i den forstand, at de er købt for 45-50 år siden.) En dag vil jeg tage mig sammen til at kigge på dem, for der skal også nok være nogle imellem, som jeg har glemt, at jeg ejer.

En af dem kan jeg svagt huske og den vil jeg meget gerne have op at hænge igen. Motivet er af Saul Steinberg og det er muligvis dette her. Det er nok ved at være 30 år siden jeg sidst har set plakaten, så jeg er ikke fuldstændig sikker. :-D

 

Overskriften kan jo også hentyde til, at det er temmelig længe siden jeg sidst har skrevet. Jeg VIL blive bedre til det...

Det er

meget længe (flere år) siden jeg har ladet mig friste til at købe et abonnement på et månedsmagasin, hvor man samtidigt får en gave. Men for en måneds tid siden fristede Boligmagasinet med det helt rigtige. Tre blade og en af Kählers nye Omaggio Nouva vaser til en meget god pris. Jeg betænkte mig ikke ret længe, før jeg bestilte, for vasen havde jeg ønsket mig i julegave. 

Jeg fik den ikke, men jeg fik en masse andre gode gaver. Og i mellemtiden er den jeg helst ville have, kommet i mørkeblå i stedet for den kedelige lyserøde, som man først kun kunne få. Jeg havde ønsket mig den største af de tre fra serien, fordi jeg syntes, at den var pænest.

Jeg kan så godt li' dem, fordi der er noget 50'er-agtigt over dem. Og der behøver absolut ikke være nogen blomster i den, den pynter i sig selv! Men nu ser jeg til min bestyrtelse, at der er kommet endnu en ny vase, som jeg vist næsten heller ikke kan leve uden. Jeg vil nu prøve, for godt nok synes jeg ikke, at man kan få for mange vaser, men alligevel....

1. marts!

Årets første forårsmåned. Det skulle min månedsmarkør på Instagram i går selvfølgelig afspejle.

For et par uger siden købte jeg auriklen for en flad 10'er. Jeg dur absolut ikke til dem, de kommer snart til at ligne en salatplante i en potte.

Men denne står også i vores uopvarmede gang*, og jeg har husket at vande den, så derfor ser den stadig pæn ud. 

Nu kan man jo for alvor begynde at glæde sig over, at vi, i det meste af Europa, går imod lysere tider. Lad os håbe, at det snart er tilfældet for hele Europa!

 

 

 

*Tænk, at man kan glæde sig over at bo i et hus med hele fire rum uden varmekilder! Jeg tænker selvfølgelig på prisen for at få, og holde, varmen. Jeg vil dog sige, at siden vi har fået nyt køkken, så er det ofte temmelig koldt der. Tidligere var det kun en gang i mellem, når vinden var i den rigtige retning.